Et skridt nærmere autonomhus

Slettet Bruger,

16/11/2007

Gårdagens møde mellem Ritt Bjerregaard, Knud Foldschack fra den fond der skal føre tilsyn med et kommende autonomhus, og de autonome selv blev af alle parter betegnet som et stort skridt nærmere et nyt hus til de venstreradikale. Det skriver Berlingske Tidende i dag.

"Et problemknusermøde," kaldte Knud Foldschack det ifølge Berlingske Tidende. Formålet med mødet var at få detaljerne i en kommende hensigtserklæring for etableringen af et nyt hus på plads. Man diskuterede bevilling, anvendelse af eventuelt overskud, istandsættelse, vedligeholdelse osv., men ingen af parterne i sagen var særligt meddelsomme hvad angår de nærmere detaljer i planen. Herunder placeringen af et kommende hus.

Ifølge Knud Foldschack er der kun få punkter, som skiller parterne.

"At lave et aftalegrundlag med tre parter det er SÅ kompliceret. Vi skal være ekstremt grundige," sagde Knud Foldschack efter mødet ifølge Berlingske Tidende.

Ritt: Vi vil bruge den nødvendige tid
Ritt Bjerregaard sagde, at hun lægger stor vægt på, at et kommende hus ikke forstyrrer naboer og private erhvervsdrivende i området:

"Jeg har bestemt mig for, at vi ikke har samme tidspres i denne proces, som da vi stod over for rydningen af det gamle ungdomshus. Den tid, der skal til, den vil blive brugt."

Efter mødet redegjorde overborgmesteren for indholdet af mødet overfor Borgerrepræsentationen. Her sagde hun bl.a.:

"Det er ikke i byens interesse at indtage en stejl og uforsonlig holdning til den ungdomskultur, der nu anstrenger sig for at få en dialog med bystyret."

Mens mødet fandt sted, var venstreradikale på gaden til den sædvanlige torsdagsdemo under parolen "for vi bli'r ved med at være i vejen til vi får et hus".

Der er møde mellem fonden, Ritt og de autonome i næste uge. Hvis "alt går vel" vil et nyt autonomhus, ifølge Ritt Bjerregaard, være på dagsordenen på borgerrepræsentationsmødet den 13. december.

[email protected]

Kilde: