Lars-Emils parti stemte nej til topskat i Grønland

Slettet Bruger,

19/10/2007

Af Ole Birk Olesen

"Jeg mener, vi bør have en højere beskatning af de højeste lønninger her i Grønland, men der har ikke været flertal for det i den nuværende koalition."

Sådan sagde det grøndlandske folketingsmedlem Lars-Emil Johansen for et par måneder siden til 180Grader.dk, da han skulle begrunde, hvorfor han i Danmark er modstander af en lavere marginalbeskatning, mens han selv i Grønland kun betaler 42 procent i skat af sin millionløn.

Tirsdag i denne uge havde Lars-Emil Johansen så mulighed for at sætte handling bag ordene, da Landstinget i Grønland, hvor han også er medlem, skulle behandle et forslag om indførelse af en 10 procent stor topskat for alle indkomster over 400.000 kroner.

Forslaget var stillet af venstrefløjspartiet IA, men det faldt med et brag. Et klart flertal stemte det ned, heriblandt medlemmerne af Lars-Emil Johansens landstingsgruppe fra Siumut, oplyser det grønlandske landsstyre til 180Grader.dk.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars-Emil Johansen.

[email protected]

Kilde: