Liberalisterne: Regeringen køber sig til offentligt ansattes stemmer

Slettet Bruger,

18/06/2007

Partiet Liberalisterne tager kraftigt afstand fra trepartsaftalen mellem regeringen og den offentlige sektors ansatte og arbejdsgivere, som kommer til at koste skatteyderne 6,5 milliarder kroner.

"Den trepartsaftale, som regeringen har indgået med LO og Akademikernes Centralorganisation har alene til formål at stække Socialdemokraternes kritik og skabe politisk opbakning til den kommende kvalitetsreform. Det ligner mest af alt politisk bestikkelse for skatteborgernes penge," siger Liberalisternes formand, Torben Mark Pedersen og fortsætter:

"Som modydelse for ekstra milliarder til bl.a. efteruddannelse har de offentligt ansattes organisationer ikke skullet levere andet end politisk opbakning til den kommende kvalitetsreform. Er det, hvad regeringen mener med 'noget for noget'? De store tabere er skatteborgerne og brugerne af velfærdsstaten, dvs. os alle sammen, der ikke får en krone mere velfærd for de mange milliarder, som regeringen bruger på at købe politisk støtte."

Torben Mark Pedersen undrer sig over, at de Konservative kan bakke så helhjertet op om aftalen, når den betyder, at der tages 6,5 milliarder kroner fra råderummet til skattelettelser, som de Konservative hævder at have som en høj priotitet.

"Med den indgåede aftale fosser pengene ud af statskassen, og udsigten til skattelettelser udskydes på ubestemt tid. Det er uforståeligt, at de Konservative går med til det," siger Torben Mark Pedersen.

OBO

Kilde: