Samuelsen kalder topskat en forbrydelse

Det danske skattesystem får ikke meget ros fra Anders Samuelsen, en af medstifterne af Ny Alliance

Slettet Bruger,

15/06/2008

Det danske skattesystem får ikke meget ros fra Anders Samuelsen, en af medstifterne af Ny Alliance. På sin blog på politiken.dk retter han en skarp kritik mod topskatten, som betyder, at "helt almindelige arbejdende danskere skal betale 63 pct. af den sidst tjente krone."

Anders Samuelsen påpeger, at med et lavere skattetryk ville vi arbejde længere og mere effektivt, ligesom andelen af sort arbejde ville falde. Med udgangspunkt i tal fra Rockwoolfonden, de økonomiske vismænd og de svenske erfaringer med skattelettelser, anslår han, at de dynamiske effekter ved at fjerne topskatten er på 120 pct.

Dobbeltforbrydelse
Er dette tilfældet, ville der komme fem milliarder ekstra i skattekassen, hvis den øverste marginalskat blev sat ned til 42 pct. Og man kan få et skatteloft på 41 pct. til kun en milliard.

"Hvis det forholder sig sådan at vi betaler for at have en topskat så er der ikke blot tale om en forbrydelse, men en dobbeltforbrydelse. Ikke kun en etisk forbrydelse mod den enkelte, men faktisk også en forbrydelse mod fællesskabet. For hvis vi netto taber mere end vi får ind, ja så går vi glip af penge som kunne være gået til at forbedre skole, sygehuse, vores infrastruktur og meget andet," skriver Anders Samuelsen på politiken.dk

Borgerlig falliterklæring
Når vi alligevel har en topskat på 63 pct., skyldes det, at danske partier er glade for at spille misundelseskortet, mener han.

"At VKO ikke har gjort noget for at sænke marginalskatten er en borgerlig falliterklæring. At S, SF og Enhedslisten ikke vil røre en finger er faktisk uforståeligt for det er jo helt almindelige arbejdere der bliver brandbeskattet af hårdt arbejde," skriver Anders Samuelsen på politiken.dk.

[email protected]

Kilde: