Titusindvis af udlændinge skal til Danmark og arbejde

Slettet Bruger,

03/10/2007

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) præsenterer i dag en plan, der skal være med til at løse en del af de problemer, dansk erhvervsliv har med at skaffe tilstrækkeligt med arbejdskraft. Planen skal gøre det nemmere for mennesker fra lande uden for EU og Norden at komme til Danmark og arbejde. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge avisen vil regeringen indføre et koncernvisum, der skal afbureaukratisere ansættelsesprocessen for store virksomheder, der ønsker at hyre specialister fra tredjelande. Dansk Industri vurderer, at dette i sig selv vil skaffe 10.000 flere højtuddannede udlændinge til Danmark.

Lempelse af lønkrav i jobkort-ordning
Den såkaldte jobkort-ordning, der gør det muligt for udenlandske specialister at komme til Danmark, og som sidste år fik 900 personer til landet for at arbejde, lempes, således at lønkravet sænkes fra 450.000 kr. til 375.000 kr.

Desuden udvides den såkaldte positivliste med flere stillinger og uddannelser.

Også forskerordningen, hvor udlændinge, der tjener over en vist beløb, slipper med 25 % i skat, men til gengæld skal rejse ud af landet efter tre år, vil regeringen forlænge til fem år.

Administrerende direktør i Dansk Industri, Hans Skov Christensen, roser regeringen for at blåstemple det kontroversielle indvandringsforslag.

"Vi har tidligere haft vanskeligt ved at få accept for forslagene. Der er mit klare indtryk, at accepten nu er kommet med den akutte mangel på arbejdskraft i den private og offentlige sektor," siger han til Jyllands-Posten.

Dansk Industri vurderer, at regeringens samlede jobplan vil skaffe 70.000 flere mennesker i arbejdsstyrken.

Ingen understøttelse
Det indgår i planen, at de, der kommer hertil, skal kunne forsørge sig selv. Statsministeren understregede i sin åbningstale i Folketinget i går, at "der skal være tale om en kontrolleret indvandring, som sikrer, at dem, der kommer hertil, har de rette kvalifikationer og kan forsørge sig selv".

Således vil udlændinge i ordningen ikke blive smidt ud af landet, hvis de mister deres arbejde, men få muligheden for at søge et nyt - dog uden muligheden for at modtage offentlig understøttelse.

[email protected]

Kilde: