Velkommen til 180Grader.dk

Slettet Bruger,

28/04/2007

Kære læser,

Velkommen til Netavisen 180Grader.dk - din nye avis. 180Grader er for dig, der kan selv og vil selv. For dig der ikke har brug for hverken politikere, embedsmænd eller offentligt ansatte smagsdommere til at fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv og bruge dine penge.

"Jeg ka' selv! Jeg vil selv!" råber to-årige børn med en blanding af stolthed og trods til deres forældre, og heldigvis bevarer rigtigt mange den indstilling livet igennem. Det er nemlig folk som dem, der udgør grundpillen i ethvert samfund. De tager ansvar for sig selv og for dem, de holder af. De yder et stort arbejde i deres virksomhed eller på deres arbejdsplads. Og de gør måske oven i købet en ulønnet indsats i den lokale idrætsforening eller i deres ejerforening. Det er folk som dem, der får hjulene til at dreje rundt i det her samfund.

Alt for ofte er det bare ikke den slags mennesker og deres problemer, som er i centrum, når de danske medier sætter dagsordenen. Så handler det kun sjældent om, at dygtige og flittige danskere må bosætte sig uden for landets grænser for at kunne beholde en rimelig andel af deres løn selv. Men det handler til gengæld tit om, at den økonomiske lighed i Danmark - mellem de flittige og de dovne, dem der dygtiggør sig, og dem der hellere vil spille playstation, dem der tænker langsigtet, og dem der tænker kortsigtet, dem der tør løbe en risiko for egen regning, og dem der foretrækker det trygge - burde være endnu større, end den allerede er. Det handler næsten aldrig om det enorme bureaukrati, som selvstændigt erhvervsdrivende i Danmark belemres med. Men det handler meget ofte om, at verdens højeste kontanthjælp ikke er høj nok. Det handler aldrig om, at regeringen bruger alt for mange penge i den offentlige sektor, så der ikke er råd til skattelettelser til folk, som har arbejdet ærligt og redeligt for deres løn. Men det handler utroligt tit om, at regeringen ikke bruger penge nok på mennesker, som bare gerne vil have mere til sig selv uden at yde noget til gengæld.

Her på 180Grader vil det være anderledes. Vi vil levere pålidelige nyheder og opinionsstof til dig, der er tilhænger af privat initiativ, frihed og personligt ansvar. Vi har ikke så mange ressourcer som de store landsdækkende aviser, men til gengæld er alle vores ressourcer afsat til lige præcis dig. Du kan betragte os som din informationscentral, din vagthund og dit talerør. Vi holder øje med, hvad der sker i samfundet og formidler det videre, hvis det har særlig interesse for dig. Vi går til pressemøder med statsministeren og andre beslutningstagere og stiller dem de kritiske spørgsmål, som du selv ville have stillet, hvis du sad med mikrofonen. Og vi deltager i den offentlige debat og forfægter dine værdier.

Vi gør det, fordi vi kan li' det, og fordi vi brænder for det. Og fordi du, kære læser, er en del af os selv.

Med venlig hilsen

Thomas Breitenbach Jensen, administrerende redaktør
Ole Birk Olesen, ansvarshavende redaktør

Kilde: