DMI varsler weekendregn - kraftige byger på vej

Det er dog ikke helt til at sige, hvor regnen vil falde.
Lang tid uden regn har skabt tørke i Danmark, som har givet udfordringer til de danske landmænd. De kan imidlertid se frem til regn hen over weekenden - hvor præcist det kommer, er dog svært at forudsige.
Lang tid uden regn har skabt tørke i Danmark, som har givet udfordringer til de danske landmænd. De kan imidlertid se frem til regn hen over weekenden - hvor præcist det kommer, er dog svært at forudsige.

Jens Asbjørn Bøgen,

16/06/2023

Der kan være gode nyheder i sigte for de danske landmænd, som har været plaget af den tørre danske sommer i år.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) bliver weekendens ellers solrige vejr nemlig højst sandsynligt afbrudt af en række kraftige byger og tordenvejr.

Faktisk skriver DMI, at man fra nu indtil mandag morgen ventes generelt 0 til 5 mm regn, stedvis måske op mellem 5 og 15 mm, og helt lokalt måske endnu mere.

- Der er risiko i hele landet - både fredag, lørdag og søndag - for byger, der kan blive kraftige med torden og vindstød. Hvor de her byger bliver placeret, det er spørgsmålet, siger vagthavende meterolog ved DMI, Mille Jensen, fredag morgen.

Men da der kun lokalt er mulighed for lidt større mængder regn, er det ikke sikkert, at det vil få den store indflydelse på hverken tørkeindeks eller brandfareindeks, som derfor fortsat vil ligge i den høje ende af skalaen.

Tåget start på dagen

Fredag morgen startede med tæt tåge i Nordjylland og ned langs den vestjyske kyst.

- Vi har udsendt et varsel for tæt tåge igennem den centrale del af Jylland, hele vejen oppe fra Aalborg i Nordjylland og ned langs den jyske vestkyst til den jyske højderyg, siger Mille Jensen i morges.

- Vi regner med, fordi solen står så højt, at det er væk i løbet af morgenen - måske inden klokken 08.00.

Og den forudsigelse fik meteorologen ret i.

Hvor falder regnen?

Weekenden bringer pæn sol og høje temperaturer, som det har været tilfældet det sidste lange tid i Danmark. DMI regner fredag med mellem 21 og 28 graders varme i landet.

Den tendens forventes at fortsætte ugen ud.

Bygerne er imidlertid svære at forudsige.

- Det er sådan en ustabil luft, og byger er altid svære at forudsige. Det er sådan som at forudsige, hvilken popcorn der popper først i den popcorngryde, forklarer Mille Jensen.

- Det kan komme lidt over det hele. Det kan, hvis vi er rigtig uheldige, komme til at blive en del regn på ét sted. Måske op til 15 millimeter i en enkelt byge er nok ikke til at udelukke.

- Men igen, hvor? Det er egentlig det største problem.

Kilde: /ritzau/