Det Borgerlige Overblik: Åben krig i Liberal Alliance efter tidligere politisk ordførers exit

Efter en veloverstået efterårsferie er 180Grader tilbage med en ny udgave af Det Borgerlige Overblik

Claes Kirkeby Theilgaard,

21/10/2019

Efter en veloverstået efterårsferie er 180Grader tilbage med en ny udgave af Det Borgerlige Overblik.

Her på den anden side af ferien står den på nyheder om interne uroligheder i Liberal Alliance, som snart ikke kan holdes under overfladen længere, en ny undersøgelse der viser, at mere end en fjerdedel af danskerne vil sende muslimske indvandrere ud af landet og så er der flere, der er sure på det socialdemokratiske rædselskabinet af røde pressefolk med forbindelser til regeringen. 

Og så er Dansk Folkeparti ved at kæmpe sig vej tilbage ovenpå valgnederlaget, hvor de i en ny måling står til at snuppe vælgere fra S og V, mens Københavns Kommune bruger hundredtusindvis af kroner i et ufrugtbart forsøg på at engagere unge i kommunalpolitik og grønne partier i Schweiz går markant frem.

Få overblik over de vigtigste historier herunder og klik dig videre for at læse mere om det, du finder interessant. 

Husk i øvrigt at tilmelde dig 180Graders nyhedsbrev. Du kan tilmelde dig og læse mere om det hele her.


Dagens vigtigste nyheder fra 180Grader:

Ny måling: Hver fjerde dansker vil sende muslimer ud af landet

I en ny undersøgelse fra mediet Mandag Morgen svarer mere end hver fjerde dansker – helt præcist 28% – at de vil sende muslimske indvandrere ud af landet. Af de ca. 5.900 personer, der har deltaget i undersøgelsen, svarer 17,1%, at de er helt enige i udsagnet om, at ”Muslimske indvandrere bør sendes ud af landet”, mens 10,9% erklærer sig delvist enige i udsagnet. 26,7% er i tvivl om deres holdning til spørgsmålet, og under halvdelen – 45,3% – svarer, at de er enten delvist uenige eller helt uenige i, at muslimske indvandrere bør sendes ud af Danmark.

Læs videre...


Åben krig i Liberal Alliance efter Christina Egelunds exit


I går skrev den tidligere politiske ordfører for Liberal Alliance Christina Egelund, at hun havde meldt sig ud af partiet. Det skete i et Facebook-opslag, hvor hun tog afstand til det, hun så som en konservativ drejning i partiet. En drejning, som den nye partileder Alex Vanopslagh ifølge hende er ansvarlig for. Med Egelunds exit er tidligere tiders interne splittelse i LA ved at bryde ud i lys lue, hvor også Vanopslagh gik til tasterne i et Facebook-opslag. Efter Egelunds farvel til LA er spørgsmålet nu, om også andre - og her tænkes der især på Simon Emil Ammitzbøll-Bille - kunne finde på at tage deres gode tøj og smutte. Det handler dagens leder her på 180Grader om.


Bruger hundredtusindvis af kroner på at engagere unge i kommunalpolitik - mindre end 1% gider deltage

Københavns Kommune bruger hvert år flere hundredetusinde kroner på et ungeråd, der skal engagere og repræsentere de unge i kommunalpolitik. Det er dog ikke lykkedes særligt godt, og i år var det således kun 420 – under 1% af Københavns unge – der stemte til valget til ungerådet.

Læs videre...


Udvalgte nyheder fra andre medier:

Rødt rædselskabinet: Seks ud af otte nye pressechefer i ministerierne har bånd til regeringen

Siden valget er der blevet ansat nye pressechefer i otte af ministerierne. Seks af disse har ifølge en gennemgang fra Berlingske bånd til regeringen. Og det er problematisk, for i modsætning til spindoktorer bør pressechefer i ministerierne være neutrale embedsfolk, der ikke er farvet af f.eks. en fortid som ansat i Socialdemokratiet. Derfor møder de nye ansættelser også kritik fra bl.a. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti og Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance.

Læs videre...


Grønne partier gik voldsomt frem til schweizisk valg

Søndag var der parlamentsvalg i Schweiz, og her nød de to grønne partier stor fremgang. Det Grønne Parti gik fra fra 5,7% af stemmerne ved sidste valg til 12,7%, mens det mindre og også klart grønne parti De Grønne Liberale fik 7,6% af stemmerne. I alt repræsenterer de to grønne partier altså mere end 20% af vælgerstanden i Schweiz, hvilket er en markant fremgang fra tidligere valg. 

Til en schweizisk radiokanal udtalte vicepartileder Celina Vara fra Det Grønne Parti sig om valgsejren:

"Det er ikke blot en grøn bølge, det er en tsunami - en orkan."

Læs videre...


DF vinder vælgere tilbage fra V og S

Efter et katastrofevalg hvor partiet gik fra 37 til 16 mandater, er Dansk Folkeparti nu begyndt at vinde nogle af de tabte vælgere tilbage fra især Venstre og Socialdemokratiet. Det viser en ny måling udført af valgforsker Kasper Møller Hansen for Altinget. 

I analysen vurderes det, at godt 0,4% af vælgerne er gået tilbage til Dansk Folkeparti fra Venstre og Socialdemokratiet siden valget. Det skal ifølge Kasper Møller Hansen tilskrives formandsopgøret i Venstre samt at man fra Dansk Folkepartis side har haft succes med at positionere sig som oppositionsparti til den socialdemokratiske regering.

Læs videre...

Kilde: