Det Borgerlige Overblik: Nationalbanken sænker renten for første gang siden 2015

Godmorgen! Det er blevet tid til endnu en udgave af Det Borgerlige Overblik

Claes Theilgaard,

13/09/2019

Godmorgen! Det er blevet tid til endnu en udgave af Det Borgerlige Overblik. 

I dag er der nyt fra Nationalbanken, der sænker renten for første gang siden 2015 og så er Kristian Thulesen Dahl kommet med en væsentlig indrømmelse på DF's vegne: han mener, at det var en stor fejl ikke at gå i regering tilbage i 2015. Derudover sætter Folketinget nu en stopper for nye partiers fusk med vælgererklæringer, Morten Østergaard er blevet utålmodig og efterspørger handling fra regeringen og sidst men ikke mindst: Dannebrog vil fremover få selskab af EU-flaget på Folketinget.

Få overblikket herunder og klik dig videre ind på de enkelte historier for at læse mere.

Husk, at du også kan tilmelde dig til at modtage vores nyhedsoverblik i din mailindbakke alle hverdage kl. 7. Tilmeld dig helt gratis her.

I øvrigt ønskes du en god weekend her fra 180Grader. Vi ses mandag, når vi er tilbage med Det Borgerlige Overblik igen.


1. Nationalbanken sænker renten for første gang siden 2015

Den Europæiske Centralbank (ECB) valgte torsdag at sænke renten. Senere samme dag fulgte Nationalbanken herhjemme trop. Renten er således sænket til minus 0,75 fra minus 0,65 procent, og dette niveau tangerer det laveste nogensinde.

Læs videre...


2. Thulesen Dahl: Det var en fejl, at vi ikke gik i regering i 2015

Formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl fortæller i et interview, at det var en fejl, at DF ikke gik med i en borgerlig regering tilbage i 2015. Ifølge Thulesen Dahl skyldes DF's tilbagegang ved folketingsvalget i høj grad, at man ikke gik i regering fire år tidligere. Derfor understreger han også, at man fra DF's side vil gå efter at komme i regering, såfremt der er et blåt flertal.

Læs videre...


3. Nu er det slut med fusk med vælgererklæringer: Smuthul for nye partier bliver lukket af Folketinget

Til det seneste folketingsvalg blev to nye partier opstillingsberettigede ved at omgå reglerne for indsamling af vælgerklæringer. For hverken partiet Klaus Riskær Pedersen eller Stram Kurs fik bruddet på reglerne dog nogle konsekvenser. Men det skal nu være slut. En ny lovændring, der blev vedtaget i Folketinget med 105 stemmer for og ingen imod, lukker nemlig smuthullet, som de nye partier udnyttede.

Læs videre...


4. Morten Østergaard er blevet utålmodig: Vil se handling fra regeringen nu

Den nye socialdemokratiske regering har nu siddet knap tre måneder i regeringskontorerne, men ifølge partileder for Radikale Venstre Morten Østergaard, er der slet ikke sket nok i den første del af regeringsperioden. Derfor er Østergaard blevet utålmodig og han efterlyser nu handling fra regeringen.

Læs videre...


5. Dannebrog får selskab: Nu skal Folketinget flage med EU-flag

Et flertal i Folketingets præsidium har vedtaget at ændre flagreglerne for Folketinget. Det betyder, at der på Europadagen den 9. maj vil blive flaget med det blå og stjerneprikkede EU-flag. Samtidig vil der på FN-dagen den 24. oktober blive flaget med FN-flag. Da Pia Kjærsgaard (DF) var formand for Folketinget, fik hun sat en stopper for at flage med EU-flag. Men det nye flertal har altså ændret den beslutning, og det møder kritik fra Kjærsgaard.

Læs videre...


Foto: Thue / Wikimedia Commons

Kilde: