Det Borgerlige Overblik: Tesfaye frygtede ”vejsidebombe" under udlændingepolitikken – nu er han lettet over ny udvikling

Godmorgen og velkommen til dagens udgave af Det Borgerlige Overblik

Claes Theilgaard,

27/08/2019

Godmorgen og velkommen til dagens udgave af Det Borgerlige Overblik.

På menuen er historien om det, der kunne have været en "vejsidebombe" under dansk udlændingepolitik, men som ser ud til at blive noget mere harmløst. Imens fortsætter dramaet i Venstre, hvor afgørende lokale kræfter vil skifte både Løkke og Jensen ud. Der har fundet et brutalt drab sted i Malmø, som allerede her efter kort tid afføder politiske reaktioner, og så mener Børsen at vide, at Nicolai Wammen til et pressemøde senere i dag vil præsentere et hul i statskassen. Samtidig er der også lidt godt nyt: efter 15 års tillidskrise er vælgernes tiltro til politikerne nemlig for første gang længe på vej op.

Husk, at du kan tilmelde dig til at modtage vores nyhedsoverblik i din mailindbakke alle hverdage kl. 7. Du kan tilmelde dig helt gratis her.


1. Tesfaye frygtede ”vejsidebombe” under udlændingepolitikken – nu er han lettet over ny udvikling

Mattias Tesfaye (S) beskrev inden hans indtog i ministerbilen som udlændinge- og integrationsminister, at en ny EU-dom kunne blive en potentiel ”vejsidebombe” under dansk udlændingepolitik. Flere politikere, herunder Tesfaye selv, frygtede, at EU-dommen ville give 8000 tyrkere adgang til familiesammenføring. Et nyt ministerielt notat vurderer dog, at det kun er en begrænset gruppe på 138 tyrkere, der får adgang til at søge om familiesammenføring på baggrund af dommen på trods af, at Danmark tabte dommen til EU-domstolen.

”Selv om jeg selvfølgelig er ærgerlig over, at dommen er gået Danmark imod, så er jeg lettet over, at det af den juridiske vurdering fremgår, at dommen først og fremmest har bagudrettet betydning for en afgrænset personkreds”, skriver Mattias Tesfaye i et brev til Folketingets partier.

Ifølge Tesfaye er dommen kun bagudrettet og vil således ikke rokke ved gældende dansk lovgivning og fremtidig politik på udlændingeområdet. Det glæder Tesfaye sig over, og han vurderer, at der på trods af dommen ”ikke (er, red.) rokket ved de bærende søjler i dansk udlændingepolitik”.

Læs mere her.

2. Afgørende kræfter i Venstres bagland vælger Løkke og Jensen fra

I løbet af de seneste par dage har lokale kræfter i Venstres bagland afholdt møder for at afklare, hvem de bakker op om som formandskab i Venstre. Særligt mange øjne var rettet på mødet mandag aften, hvor kommuneformændene fra Region Midtjylland efter endt mødet klart kunne konkludere, at de ønskede både ny formand og næstformand i Venstre.

Region Midtjylland regnes for klassisk Venstreland, hvor partiet traditionelt nyder stor opbakning. Derfor vejer regionens beslutninger også tungt internt i partiet, og eftersom kommuneformændenes beslutning lægger sig til lignende beslutninger taget i Nordjylland og Syddanmark, spidser det nu til for partiformand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen.

De lokale kræfter i Midtjylland støtter Løkkes forslag om at fremrykke landsmødet, men vil altså bruge dette til at vælge nyt formandskab. Ingen andre har endnu meldt sig på banen i kapløbet om formands- og næstformandsposten i partiet, men som en af mødedeltagerne kryptisk sagde ifølge Jyllands-Posten: ”Der er mange gode mennesker i Venstre”.

Læs mere her.

3. Efter 15 års tillidskrise er folkets tro på politikerne ved at vende tilbage

I 15 år har befolkningens tillid til politikerne været for nedadgående, men nu ser den udvikling ud til at være vendt ifølge en ny undersøgelse fra mediet Mandag Morgen. Ifølge denne store valgundersøgelse, som Mandag Morgen har udført i samarbejde med valgforsker Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet, er det første gang siden 2001, at vælgernes tillid til politikerne er stigende.

Tilliden lå i top i 2001 og 2005, men herefter begyndte den for alvor at falde ved de følgende valg for at nå sit foreløbige lavpunkt ved valget i 2015. ifølge Goul Andersen skal forklaringen på den stigende tillid findes i den gode økonomi og lave arbejdsløshed, der har gjort vælgerskaren mere tilfreds og taknemmelig.

”Danskernes tillid til politikerne afhænger primært af, hvordan landets økonomi udvikler sig, og om vælgerne er tilfredse med den førte politik”, konkluderer han.

Læs mere her.

4. Drab på kvinde med baby på armen i Malmø udløser politisk vrede

Mandag ved 10-tiden blev en ung kvinde med en baby på armen skudt brutalt ned på åben gade i Malmø i Sverige. Motivet er endnu ikke kendt, men da kvinden blev dræbt, var hun sammen med faren til babyen, der ifølge flere svenske medier har ”kriminel baggrund både i Sverige og Danmark”.

Uanset motiv lægger sig i forlængelse af flere andre voldsomme voldshandlinger og drab, der over en årrække har fundet sted i Malmø. Efterhånden er Malmø blevet kendt og berygtet for at være en by, der er ude af kontrol og som er plaget af integrationsproblemer, parallelsamfund og bandekrige.

Flere politikere på tværs af det politiske spektrum har ovenpå det bestialske mord udtrykt deres vrede og talt om behovet for en hårdere linje og strengere straffe.

Læs mere her.

5. Medie: Wammens kasseeftersyn vil vise milliardunderskud

Klokken 12 i dag vil finansminister Nicolai Wammen (S) afholde pressemøde, hvor han bl.a. vil præsentere et servicetjek på de offentlige budgetter, et kasseeftersyn, der ifølge Børsen vil vise et hul i kassen til de offentlige udgifter på 3,5 milliarder kroner i 2020. Altså vil der mangle 3,5 milliarder kroner, og det vil gå udover bl.a. politiet og Skatteministeriet.

Børsen har set en del af gennemgangen af den økonomiske redegørelse, og ifølge mediet vil hullet i kassen stige frem mod 2023. Det er dog ikke lykkedes at få fat i Nicolai Wammen til en uddybende kommentar.

Til pressemødet senere i dag bliver det således spændende at se, om Børsen får ret i deres påstand. I så fald er Nicolai Wammen i problemer som finansminister allerede fra den spæde start i sit nye embede.

Læs mere her.


Thumbnail-foto: Mortenf

Kilde: