Politisk set: Sådan kan udfordringer med kviklån løses

I den seneste tid har der været en del debat om kortfristede lån. Og her snakker vi ikke om de stille og rolige lån du kan tage i banken. I stedet er det forbrugslånene, kviklånene, privatlånene - eller hvad du nu foretrækker at kalde dem - som igen står for skud. Altså de der lån, som alle godt ved at man ikke bør tage, men som en del alligevel ender med at tage.

Fra politisk side er der mange meninger om hvordan man løser problemet med at for mange tager lånene, og også til tider sætter sig i dyb gæld. Dog overser politikerne totalt hvad der reelt set kunne hjælpe færre til at tage kviklån. I stedet er deres fokus på symptombehandlinger af konsekvensen af et mere grundlæggende problem.

Ønske om maksgrænse på 15% for ÅOP

Et eksempel på symptombehandling ses i den seneste udmelding fra SF om at de ønsker en maksimal grænse for ÅOP på 15% for kviklån. Noget som SF tidligere, men uden held, har prøvet at få et flertal i folketinget for. På den måde vil de nemlig prøve at tilgodese de danske låntagerne.

Men lad os tage et eksempel med to fiktive personer. Vi kalder dem Lars og Søren. Lad os antage at Lars udlåner 1.000 kr til en Søren i en måned. Er det så fair at Lars får 1.100 kr tilbage måneden efter? Det vil mange nok mene.

Specielt når det måske ikke engang er sikkert at Søren kan tilbagebetale. Her er det heller ikke medregnet at Lars også skal huske at indberette lånet ind til SKAT osv. Eksemplet med Søren og Lars kan direkte overføres til lånebranchen. Her ville Lars være en kviklånsudbyder og Søren være en låntager.

Men faktisk har lånet i ovenstående eksempel en ÅOP på 120%, hvilket ligger langt over de 15% som SF ønsker.

I virkelighedens verden kan det altså være meget besværligt at komme ned på en ÅOP på kun 15% for kviklånsudbydere. Specielt når man tænker på at der ofte skal bruges en del tid på hvert enkelt lån og låntager. Og man skal her huske på at ÅOP ikke blot er renten, men også dækker administrationsomkostninger m.m.

Markedet for kviklån forbedrer allerede sig selv

I stedet for kun at have fokus på hvilke sanktioner man kan lave, bør man måske tage et kig på hvordan markedet allerede, i hvert fald til en grad, regulere sig selv. Kigger man på samfundstendenserne, så sammenligner flere og flere forbrugere produkter før de køber noget. Det gælder også for lån. Og tager man en simpel Google-søgning på “kviklån”, ja så er det hovedsageligt sider som denne kviklån oversigt, der kommer frem.

Uden sammenligningstjenesterne ville man have oplevet at skulle besøge kviklånsudbydernes hjemmesider en for en. Og det vil klart være en udfordring, at skulle finde det bedste lån på denne måde. Derfor er de mange låneoversigter altså til stor gavn for forbrugerne. Men det lader til at en del politikere ønsker at der arbejdes mere på området.

Sådan kan udfordringerne med kviklån løses en gang for alle

Når man ser på politikernes side, er der ting som ikke gøres, men som kunne komme nærmest ALLE problemerne i lånebranchen til livs. Problemerne i lånebranchen baserer sig nemlig på mangel på økonomisk forståelse. Og både SF, og de som tager kviklånene kunne nok godt bruge mere indsigt i hvordan det kortfristede lånemarked fungerer.

Men hvad er så løsningen?

Man kunne vælge at undervise om privatøkonomi i folkeskolen. Reelt set er det nemlig manglende forståelse for hvornår og hvordan man bruger kviklån der er skyld i en række udfordringer med lånetypen. Dette kan man bedst komme til livs med god undervisning på området.

Over en bred kam kunne man undervise i opsparing, skat, budgettering, investering og selvfølgelig også omkring låntagning. Dette fag kunne man kalde “privatøkonomi”. På den måde vil man nemlig sikre at alle havde et basalt økonomisk fundament. Noget som folk der tager lånene, og desværre også en del politikere mangler.

I dag har man dog valgt at have fokus på fag som religion, tysk, madkundskab og billedkunst. Disse fag er ikke nødvendigvis mindre vigtige end økonomi, men en lille andel af timerne der bruges på disse fag kunne med fordel allokeres til et fag som gav danskerne bedre økonomiske forudsætninger for dem selv, såvel som for Danmark.