Sandheden er nok, at det tyske angreb kom som en overraskelse for den danske regering.
Det er JPs konklusion på Henrik Skov Kristensens læseværdige kronik 9. april i JP.
Jeg tror nærmere, at Stauning/Munck regeringen valgte at blive overrasket. Efter 20 års nedskæringer af militæret, havde de bragt Danmark i en umulig situation. I 1914 kunne man indkalde 500.000 mand af reserven, og derved vise en ond fjende, at et angreb ville koste ham dyrt.
I 1940 havde den socialdemokratiske/radikale nedskæringspolitik overfor militæret fjernet den mulighed.
Men overraskelse eller ej. I 1940 var Dragør Fort bestykket med kraftige 170 mm kanoner, som kunne sænke ethvert skib, som sejlede forbi på Øresund.
Fortet kunne have sænket hele den tyske besættelsmagt for København og Sjælland havde man skudt.
Kommandanten på fortet, Arveprins Knud, modtog 6. april en tjenstlig order om straks at sende alt personel på tvungen orlov. Den 8. april om aftenen kunne prins Knud derfor sammen med en koksmath og en sygeplejer se de tyske skibe liste forbi under fortets kanoner.
Uden en mand, der kunne betjene kanonerne.
Besættelsen blev iøvrigt forudset i von Clausewitz krigsteoretiske værk: Om Krigen: Ethvert militært tomrum vil altid blive udfyldt.
Set i bakspejlet var det en fornuftig ordre om at rømme fortet, da Danmark reelt var afvæbnet af de skiftende regeringer siden 1918.
Men kun dem, som nægtede at se realiteterne i øjnene, kunne blive overrasket.
Morten Dreyer
Folketingskandidat for DF
