Fagforeninger truet af private ombudsmænd

Slettet Bruger,

17/09/2007

Et velkendt fænomen fra det amerikanske erhvervsliv er ved at finde vej til danske virksomheder, skriver Politiken. En særlig ombudsmand, der skal fungere som uvildig opmand i de tvister, der opstår mellem ledelse og medarbejdere.
Novo ansatte deres første ombudsmand tilbage i 1997, mens Lundbeck har haft funktionen siden 1. august i år.

"Vi har rigtig mange medarbejdere, der ikke er medlem af en fagforening; de får nu en ekstra mulighed for at få hjælp, hvis de synes der er problemer med chefen. Og der kan sandelig også være medarbejdere, som gerne vil have et råd mere end det, de har fået af deres tillidsmand," siger Lundbecks ombudsmand Flemming Højelse.

En ekspert i arbejdsmarkedsforhold forudser, at fænomenet vil brede sig til flere virksomheder i de kommende år.

"Jeg tror, vi vil se flere af denne type ombudmænd, hvis der også de kommende år mangler arbejdskraft. Det handler dybest set om at pleje medarbejderne, sørge for at de har det godt - og på den måde binde dem med loyalitetsbånd, så de ikke forlader virksomheden," siger Henning Jørgensen, professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg universitet.

LO: Underminerer tillidsmændene
Udsigten til at få konfliktmæglere, der modtager deres løn fra fra virksomheden vækker ikke glæde hos LO, der ser det som et udtryk for "moderne management-tænkning".

"Jeg frygter, at det vil underminere tilllidsmandsinstitutionen. Tillidsmanden er valgt af sine kollegaer og har sin loyalitet hos dem, mens en ombudsmand e ransat af virksomhedens ledelse, og i sidste ende er han eller hun virksomhedens mand. Der er et gammelt ord, som siger, at de som betaler også bestemmer musikken," siger LO´s næstformand Tine Aurvig-Huggenberger.

Hos Lundbeck er omkring en tredjedel af de ansatte ikke medlem af en fagforening. Deres nye ombudsmand afviser, at han ender som ledelsens stik-i-rend dreng.

"Det her handler ikke om at udkonkurrere tillidsmændende. Jeg er et supplement i systemet - en ekstra mulighed som Lundbeck tilbyder medarbejder i bestræbelserne på at gøre virksomheden til en endnu bedre arbejdsplads. Og selv om jeg er ansat af Lundbecks ledelse, vil jeg gpdt understrege, at jeg repræsenterer medarbejderen på gulvet. Jeg forsyner ikke ledelsen med fortrolige oplysninger og navne på de medarbejdere, der beder om min hjælp," siger Flemming Højelse.

[email protected]

Kilde: