Bilforhandlere risikerer bøde for kontantsalg af biler

To aarhusianske bilforhandlere er anklaget for at bryde loven, der skal bekæmpe hvidvaskning af penge

Ikke angivet Ikke angivet,

12/08/2019

To aarhusianske bilforhandlere er anklaget for at bryde loven, der skal bekæmpe hvidvaskning af penge.
Det sker, fordi de ifølge anklagemyndigheden har taget imod kontante betalinger på 50.000 kroner eller derover.
Loven siger, at erhvervsdrivende som udgangspunkt ikke må tage imod kontante beløb på over 50.000 kroner.


Mandag behandler Retten i Aarhus straffesagen mod en 42-årig kvinde og en jævnaldrende mand. Ifølge anklagemyndigheden har de modtaget cirka 40 millioner kroner fordelt på 147 kontante betalinger i forbindelse med bilsalg.

Advokat Peter Secher, der repræsenterer den ene af de tiltalte, oplyser, at hans klient nægter sig skyldig.

Inden retssagens begyndelse ønsker han ikke at udtale sig konkret om sagen.

Men helt overordnet mener han, at lovgivningen i sin nuværende form kan få visse erhvervsdrivende i klemme.

"Problemstillingen er, at der er visse typer af forretning, hvor man per automatik tager imod kontanter, eksempelvis ved grænseoverskridende bilhandel."

"Hvis man handler med tyskere, har man et problem, for der er en eller anden form for ventetid på, at din transaktion går i gennem."

"Hvis du rejser til Tyskland for at købe en bil, kan det ikke nytte noget, at du står med nøglerne i bilen og er klar til at køre, hvis du ikke kan betale med det samme," siger Peter Secher.