De fleste politikere flyder, som alle andre karrieremagere, stolt med strømmen. For eller imod EU handler om, hvad der er opportunt, hvorfor både højre og venstre side af salen mener at det er godt med fælles løsninger i EU regi, så meget endda, at ægte national selvstændighed kun kan opnås gennem kommissionens diktater. Så hvad sker der med dette konsensus når stemningen vender, som vi ser i England? De hurtige med rettidigt omhu, orienterer sig forsigtigt mod nye tider. Som Altinget citerer Syed Kamall, “britisk konservativ og leder af den EU-skeptiske ECR-gruppe i Parlamentet, som også tæller Dansk Folkeparti”
“De fleste i leave-lejren ønsker faktisk ikke at forlade EU. De ønsker en ny afstemning baseret på bedre betingelser“,
En ængstelig kampagne fra den front, med andre ord. Hjertet ikke rigtig med, mere frygt for at stå på den forkerte side af en folkestemning. Økonomen Nouriel Roubini advarede om at et Brexit kunne starte en kædereaktion af uafhængighedsbevægelser i Europa, der kunne betyde enden for EU.
