Brian Mikkelsen: Mette Frederiksen bør hente sine mandater til at danne regering hen over midten

Brian Mikkelsen mener det vil være langt bedst for danske virksomheder at der dannes regering over midten

Ikke angivet Ikke angivet,

06/06/2019

Brian Mikkelsen mener det vil være langt bedst for danske virksomheder at der dannes regering over midten.

"Jeg håber da på, at hun går ind og samarbejder med nogle af de gamle partier. Vi er ikke interesserede i at lægge magten hos yderfløjene, for det giver ikke stabilitet og ordentlige vilkår for erhvervslivet. Det vil være bedst for Danmark og danske virksomheder, hvis der blev et samarbejde hen over midten," siger Brian Mikkelsen.

Onsdag aften var den tidligere konservative minister overordentlig glad for, at de fire såkaldt gamle partier Venstre, Socialdemokratiet, De Konservative og De Radikale gik frem til i alt 119 mandater fra 95 inden valget og dermed lagde afstand til det yderfløjenes samlede antal.

"Det er positivt, at de fire gamle partier fik et godt valg. Det er godt for demokratiet, og det er godt for stabile rammevilkår for danske virksomheder. De fire gamle partier har skabt det samfund, vi lever i. Hvis de ellers kan finde sammen og lave nogle aftaler, er jeg fortrøstningsfuld," siger Brian Mikkelsen.