Det borgerlige Danmark spænder ben for sig selv. I kapløbet om at være de mest borgerlige snubler vi kort før mål, fordi vi hellere vil stikke en kæp i hjulet på hinanden frem for at fremhæve, hvad der reelt er det gode ved borgerligheden og få flere med på vognen.
Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis Ungdoms formand, Chris Bjerknæs. pebu@180grader har snakket med Chris om borgerlighed og DF.
Hvad vil det sige for dig, at være borgerlig?
For mig handler det om en høj grad af personlig frihed med ytrings- og åndsfriheden, ejendomsretten, dannelsen og forståelse af den danske kultur, historie og det fundament, som man står på. At man har en social ansvarlighed og formår at tage hånd om dem, der er på kanten af samfundet, at man er ansvarsbevidst og tør træffe de svære beslutninger, når det gælder. Det er for mig centrale værdier i det at være borgerlig. Jeg bryder mig grundlæggende ikke om, at staten er for stor, og at man afleverer halvdelen af sin indkomst til den. At vi har en barnepigestat og en mentalitet, hvor vi pådutter folk en masse, selvom de blot vil have hverdagen til at fungere.
Vi har alt for travlt med at tale om, hvad borgerlighed er, fremfor at udvikle og samles om det borgerlige. Dermed skaber vi incitamenter for opblomstringen af endnu flere borgerlige partier med snævre mærkesager, der kan vise sig i sidste ende at forhindre en fortsat borgerlig regering – paradoksalt nok. Økonomien spiller en stor rolle i at være borgerlig, hvor hensynet til individet er vigtigt. Jeg mener dog, at kulturen bør være vigtigere i den almene borgerlighed, for hvis kulturen skrider, er den stort set umulig at genoprette - det er mere ladsiggørligt med økonomien. Det er nok det der skiller de borgerlige mest ad; skat og kultur. Den strid må bare aldrig skille os ad, men det kan man frygte i debatten i dag, navnlig mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
Glistrup gik ind for nul-skat. Vi ved alle, at dette næppe er realistisk, men går DF nu ligefrem ind for en større offentlig sektor?
DF og DFU har aldrig haft et selvstændigt mål om, at den offentlige sektor skal være så stor som muligt. DFU´s medlemsblad hed i starten Anti Socialisten. Der er sket meget siden, for partiet har accepteret velfærdsstaten. Vi har forladt vores kritiske blik og er blevet bevaret og udbygget af den. Det er på sin vis synd. Vi skal være dem der sikrer ordentlig kernevelfærd, ældrepleje, sundhed, politi og det, der virkelig rør danskerne i deres dagligdag. Men vi skal ikke være fantaster, der pr. automatik mener, at staten kan løse opgaverne bedre en det private. Vi skal, ligesom vi er kritiske på EU´s syge tilgang til penge og pengemisbrug, også være på vagt over for statens pengemisbrug. Det har vi været dygtige til, når det har handlet om indvandrere og flygtninge, men det bør vi også være i en mere bred forstand. Der ligger den næste kamp.
Glistrup var en værdikriger. Det er DF også. Den store forskel ligger i pragmatismen. Glistrup ville i en regering have ført en alt-eller-intet-strategi, og den holder ikke. Værdimæssigt kan man sige, at DF vandt debatten om indvandring og LA om socialydelser med Joachim B. Olsens kamp mod ’Fattig Carina.’ Det er godt gået, og man kan stille sig selv spørgsmålet: Hvad har de ”gamle partier” lavet de sidste 15 år?
LA og DF har været i en ret tydelig konflikt. Hvad kan de to parter gøre for at forbedre samarbejdet?
Holde deres kæft. De har brugt alt for meget krudt på at bekrige hinanden og forklare, hvad forskellen i de to partier er og diskuteret det i uendeligheder. Det er som om, at man har siddet til bords med hinanden og i stedet for at have fået det bedste ud af det, ved at have spurgt ind til den anden part og fundet fælles referencepunkter, har man i stedet gået benhårdt efter at skabe dårlig stemning og uenigheder, så hurtigt som muligt. Det har været trættende.
De store og vigtigste værdikampe og idepolitik generelt kommer fra LA og DF, derfor burde de holde mere sammen. At det ikke er tilfældet, kan godt gøre mig rigtig ked af det på de borgerliges vegne. Jeg kan godt frygte, at eftermælet for denne regering bliver uenighederne, og ikke de mange gode ting, der er blive stemt igennem. Derfor vil mit råd være, at de holder mere fokus på det, der samler dem, i stedet for det, der splitter dem. Der skal opbygges noget tillid. Det tager tid og er hårdt arbejde. Men det bør og skal lykkes - begge partier er stærkest, når de kan sammen!
Ser du en realistisk mulighed for, at DF kan støtte en regering under Mette Frederiksens ledelse?
Ja, det kan jeg godt. Var jeg blevet spurgt for 2 år siden, havde jeg sagt klart nej. I dag har Socialdemokraterne rykket sig uendeligt langt imod os. Til tider kan jeg blive i tvivl om, hvem der har forslået hvad. Men det er ofte altid indtil jeg møder en fra S, så opdager jeg hurtigt, at meget af det er mere taktik end oprigtighed for dem alle sammen. Men det er også en stor øvelse, de er i gang med, for det tager tid at rykke et parti.
Der er to mulige scenarier, hvis den borgerlige regering falder:
Mette Frederiksen bliver statsminister på venstrefløjens stemmer. Alt det S har sagt på udlændinge-, integrations- og retsområdet bliver til et stort løftebrud. Det straffer vælgerne hårdt.
Eller:
S bider til bollen og siger, at udlændingepolitikken er den vigtigste kamp lige nu, og forsøger derfor at danne en regering på midten med Venstre og Dansk Folkeparti.
Jeg tror desværre mest på det første. Dansk politik er virkelig uforudsigeligt i øjeblikket. Derfor er det også ekstra vigtigt, at den borgerlige lejr kan sammen. Der skal investeres mere energi i at få tilliden og forståelsen for hinanden tilbage på sporet. Jeg spurgte engang Søren Espersen, hvorfor Anders Fogh var en god statsminister at forhandle med. Man kan jo altid diskutere, hvad der kom ud af 00´erne, men samarbejdet fungerede. Han svarede, at forskellen var en bøf. I Anders’ tid mødtes man over en bøf og koordinerede og talte sammen om udfordringer og udspil. Det gav uden tvivl et bedre samarbejde - det skal vi måske have genindført.
