Danicas investeringshold er langt fra målet om at være blandt de to bedste: Bundprop i skuffende afkastår

Danica ligger i bunden af pensionskassers performance ifølge analysehuset Morningstar på stort set alle perioder man kan måle over

Ikke angivet Ikke angivet,

21/12/2018

Danica ligger i bunden af pensionskassers performance ifølge analysehuset Morningstar på stort set alle perioder man kan måle over. Det var meningen at Danice skulle ligge blandt de bedste da man hentede et stærkt investeringsteam blandt andet fra PFA til Danica.

"Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at afkastet ikke er højere i 2018. Men vi kan se, at i 2016 og 2017 var der rigtig gode afkast, og vi kan se, at den underliggende strategi med alternative investeringer den virker, og vi har en komparativ fordel, fordi vi har den størrelse, vi har," siger Jesper Langmack.

Danica har lige nu investeret 36 mia. kr. i alternative investeringer, og de udgør ca. 13 pct. af porteføljen, mens ejendomme udgør omkring 6 pct. Da Jesper Langmack og Poul Kobberup kom til for tre år siden, var der 0 pct. i ejendomme, mens der var 5 pct. i alternative investeringer.

"Så det er vi super tilfredse med, men udfordringen er selvfølgelig bare, at i stedet for 13 pct. ville vi gerne have haft mere. Men det tager bare tid at opbygge," siger Jesper Langmack og fortæller, at afkastet på alternative investeringer i Danica har ligget på 11 pct. om året de sidste tre år. Til sammenligning fortalte PFA i denne uge, at deres afkast på alternative investeringer i år har været på omkring 4,5 pct.