De 90 mandaters retorik

Man foregøgler vælgerne ét, men gør noget andet. 

At politikere søger magten er helt naturligt. Hos Socialdemokratiet har man historik for at søge og besidde regeringsmagten. At besidde regeringsmagten i mindretalsregeringer kræver kompromisets kunst. Faren opstår, når man ønsker magten for magtens skyld. Når man søger den rigtige mening for at opnå magten frem for omvendt.

I en socialdemokratisk kontekst er " at tælle til 90" blevet gentaget uge efter uge siden valget. I udgangspunktet har de ret. Intet kan gennemføres uden 90 mandater. To elementer gør sig dog gældende: 1) Hvis en regering ikke føler, at den kan gennemføre tilstrækkeligt meget af sin politik, behøver den ikke at blive siddende. 2) Ingen socialdemokrater talte før valget om de 90 nødvendige mandater.

Disse basale grundvilkår er på hver sin måde håndteret problematisk og handler begge om fortielser. Det første forties, fordi det ikke er aktuelt for Socialdemokraterne. De politiske sejre handler ikke om at få gennemført sin politik. I egen overbevisning har de vundet, thi det er dem, der nu sidder i ministerbilerne. Samme fejlkonklusion gjorde De Konservative sig skyldige i fra 2001 til 2011 og betaler nu prisen.

I forhold til fortielsen af de 90 mandaters nødvendighed handlede det om at sælge et rent rødt flertal, som på ingen måde var muligt. På ét punkt valgte Socialdemokraterne dog en mere virkelighedsorienteret retorik. I forbindelse med forringelsen af efterlønnen. Her formåede man at gøre det helt klart, at kun med et rent rødt flertal ville efterlønnen bestå i sin daværende form. De Radikale havde som bekendt indgået et forlig med VKO. På andre områder stod det også klart, at De Radikale ikke ville være med, eksempelvis millionærskatten. Alligevel valgte man ikke de 90 mandaters retorik, men fremlagde forslaget som " hvis vi får en socialdemokratisk ledet regering, er det sikkert, millionærskatten kommer"! Det gjorde den så ikke, og når det skal forklares, så er vi tilbage ved de 90 mandaters retorik.

Med til historien hører også underfinansieringen af " Fair Løsning" med minimum 22 mia.som erkendt af Bjarne Corydon ( S) efter valget, men benægtet hårdnakket før valget. Grundlæggende skal den manglende ærlighed i forhold til de faktiske økonomiske og parlamentariske forhold ses som et middel mod magten, ikke som et ønske om at gennemføre sin politik. Hvilket minder om tegneseriefiguren, der for enhver pris ville være kejser i stedet for kejseren.

Demokratiet er den mindst ringe styreform, der findes. Muligheden for et demokratisk kup, hvor man foregøgler vælgerne ét, men gør noget andet, er en af svaghederne ved demokratiet, som langt de fleste danskere, inklusiv mig selv bekender sig til. Hvad kan man så gøre ved det? Vi kan ikke lovgive os ud af det. En del af demokratiets dna består i, at man udelukkende står til ansvar over for sine vælgere. Jeg er fuldstændig overbevist om, at vælgerne ikke har glemt løftebruddene ved næste valg; spørg bare på Sydfyn. Samtidig kræver demokratiet også en vis moral af aktørerne, og når nu moralen tilsyneladende er noget flosset hos S-ledelsen, så kunne andre aktører passende tage kampen op, og dette helst fra egne rækker. Man kunne forestille sig, at de, som (endnu) ikke har gjort politik til en karriere vej og derfor ikke frygter et job i den virkelige verden, ville sige fra over for løftebruddene. I den forbindelse kunne man forestille sig lokale folketingskandidater, som troede på den fremlagte politik, og derfor nu ville nægte at begå løftebrud over for deres vælgere.

Dette har vist sig ikke at være tilfældet. Fra de fynske socialdemokratiske kandidater var der fuld opbakning til partilinjen, både " Fair Løsning" bogstav for bogstav samt retorisk. Ligesom blandt de " professionelle" socialdemokrater i medierne var der også blandt de lokale kandidater bud efter bankdirektørerne og de " rige". Egenhændigt havde de tilsyneladende skabt krisen og måtte nu betale, eksempelvis via millionærskatten og bankskatten.

Bolighjælpepakke, billigere offentlig transport, en 12 minutter længere arbejdsdag, betalingsring, og på Sydfyn husker folk den skriftlige garanti på en akutfunktion i Svendborg. Entusiasmen var høj, og man kunne få indtrykket af kandidater, der fremførte den politik, de troede på. Fra dem, som blev valgt, har vi dog intet hørt i den sammenhæng. Medierne har ikke den samme fokus på dem, og derfor har de kunnet putte sig samtidig med, at deres ledere modtog helt retfærdige hug. De gør sig dog skyldig i samme forseelse. Også de har opnået deres position ved at lyve for deres vælgere. Samtidig har de kapitaliseret på de mere etablerede socialdemokraters løftebrud. Eksempelvis på Fyn, hvor Carsten Hansen var en af de helt store stemmeslugere. Hans skriftlige løftebrud tiltrak givet vis flere vælgere til gavn for ham og de mere ukendte kandidater. Sorteper er efterladt hos de sydfynske vælgere, der havde tillid til Socialdemokratiet. Tilbage står billedet af socialdemokratiske kandidater, der for enhver pris ville have et sæde på tinge.

Iøjnefaldende har det været, hvordan Socialdemokratiet i eget perspektiv ikke kan tabe. Regeringen er kommet fantastisk fra start. Senest i forbindelse med betalingsringens nedlæggelse, som af Helle Thorning blev solgt som endnu en sejr. Samme retorik bruges af de valgte fynske folketingskandidater, der er stolte over Danmarks nye regering. Lørdag den 25. februar var de lokale folketingskandidater således til stede ved Tarup Center for at briefe lokalbefolkningen om regeringens succes, og i den forbindelse skrev Trine Bramsen (MF for S) på Facebook: " Her til formiddag kan du møde de lokale socialdemokrater foran Tarup Center. Vi sætter fokus på alle de gode ting, vi allerede har ændret i dansk politik, og som vi er meget stolte over". Præcis som med Helle Thorning er budskabet, at her går det godt. Faktum er dog, at hvis de mente, hvad de sagde under valgkampen, ja så går det mildest talt mindre godt. Man fortsætter altså den manipulerende tone, og socialdemokratiske vælgere sidder tilbage med sorteper.

Jeg er overbevist om, at vælgerne ønsker politikere, der fremlægger deres politik. Tildeles de magten af samme vælgere, bør man forvente, at de holder ord. For vi afholder ikke valg for at fremme Helle Thornings, Carsten Hansens eller øvrige socialdemokratiske kandidaters personlige ambitioner.

(Som bragt i Fyens Stiftstidende den. 24.03.2012) 


2 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere