”Der findes ingen uskyldige. Der findes kun forskellige grader af ansvar”, siger Lisbeth Salander i Millennium trilogien, som jeg langt om længe er i gang med at læse. Hendes skaber, Stieg Larsson, var godt nok kommunist, men der er ikke meget kollektiv ansvarsforflygtigelse over hendes tilgang til tingene. Hun tager sagen i egen hånd så at sige.
I disse tider får samfundet ellers skylden for meget. Ansvaret er sjældent vores eget og løsningen afkræves derfor af ”de andre”. Samfundet, staten eller naboerne. De arbejdsløse er ofre for den borgerlige regerings kyniske politik, internationale konjunkturer, kapitalisters egoistiske profitmaksimering eller noget helt fjerde og har krav på fire års forsørgelse, hvis det står til fagforeningerne og venstrefløjen.
Kunstnere og skuespillere er ofre for ulidelige arbejdsvilkår. Studerende bukker under for samfundets urimelige forventninger og må søge krisehjælp. Kvinder er ofre for mænds aggressive seksualitet – og mænd er ofre for en voksende feminisering af samfundet. Ældre er ofre for alderdommens snigende nedbrydning og mennesker med børn er i en kategori helt for sig.
Overvægtige er ofre for supermarkedernes lokkende mængderabatter og sofaens pacificerende omklamring . Arbejdsgivere må gribe ind med fedmepolitikker og sunde frokostordninger. Afgifter på fedt, sukker og alkohol er påkrævet. Forældre tvinges til at købe unødvendigt legetøj til deres tiggende børn, så reklamer rettet mod børn må reguleres eller forbydes. Velstillede vindrikkere i Nordsjælland er slet ikke klar over, at de er ofre, og må have særlige tilbud for at slippe af med deres misbrug.
Med så mange stakler og ofre er det utroligt, at landet endnu ikke er brudt sammen. Danskerne er blevet en flok uskyldige medpassagerer i deres egne liv. I hvert fald hvis man skal tro de mange offerhistorier i tv og aviser. Mest tragisk er det dog, at vi tilsyneladende kollektivt har købt historien om, at vi er helt uden indflydelse på vores egen lykke. Tilbage er kun muligheden for at tigge om almisser fra Christiansborg. Derfor er klagesangen da også uden ende.
Jeg ønsker selvfølgeligt ikke, at nogen skal dele Lisbeth Salanders tragiske skæbne i Millennium bøgerne. Hendes respons er nok også en tand for voldeligt. Men hun sætter sig i det mindste ikke ned og forventer, at andre løser hendes problemer. Uanset Stieg Larssons kommunistiske ophav demonstrerer hans bøger, at man altid kan påvirke sit eget liv. Ingen er uskyldig i sin egen skæbne. Men man kan rigtigt nok tage forskellige grader af ansvar.
I disse tider får samfundet ellers skylden for meget. Ansvaret er sjældent vores eget og løsningen afkræves derfor af ”de andre”. Samfundet, staten eller naboerne. De arbejdsløse er ofre for den borgerlige regerings kyniske politik, internationale konjunkturer, kapitalisters egoistiske profitmaksimering eller noget helt fjerde og har krav på fire års forsørgelse, hvis det står til fagforeningerne og venstrefløjen.
Kunstnere og skuespillere er ofre for ulidelige arbejdsvilkår. Studerende bukker under for samfundets urimelige forventninger og må søge krisehjælp. Kvinder er ofre for mænds aggressive seksualitet – og mænd er ofre for en voksende feminisering af samfundet. Ældre er ofre for alderdommens snigende nedbrydning og mennesker med børn er i en kategori helt for sig.
Overvægtige er ofre for supermarkedernes lokkende mængderabatter og sofaens pacificerende omklamring . Arbejdsgivere må gribe ind med fedmepolitikker og sunde frokostordninger. Afgifter på fedt, sukker og alkohol er påkrævet. Forældre tvinges til at købe unødvendigt legetøj til deres tiggende børn, så reklamer rettet mod børn må reguleres eller forbydes. Velstillede vindrikkere i Nordsjælland er slet ikke klar over, at de er ofre, og må have særlige tilbud for at slippe af med deres misbrug.
Med så mange stakler og ofre er det utroligt, at landet endnu ikke er brudt sammen. Danskerne er blevet en flok uskyldige medpassagerer i deres egne liv. I hvert fald hvis man skal tro de mange offerhistorier i tv og aviser. Mest tragisk er det dog, at vi tilsyneladende kollektivt har købt historien om, at vi er helt uden indflydelse på vores egen lykke. Tilbage er kun muligheden for at tigge om almisser fra Christiansborg. Derfor er klagesangen da også uden ende.
Jeg ønsker selvfølgeligt ikke, at nogen skal dele Lisbeth Salanders tragiske skæbne i Millennium bøgerne. Hendes respons er nok også en tand for voldeligt. Men hun sætter sig i det mindste ikke ned og forventer, at andre løser hendes problemer. Uanset Stieg Larssons kommunistiske ophav demonstrerer hans bøger, at man altid kan påvirke sit eget liv. Ingen er uskyldig i sin egen skæbne. Men man kan rigtigt nok tage forskellige grader af ansvar.
