Racismeparagraffen blev opfundet af totalitære regimer, der ville stille Vesten i et dårligt lys. Senere er den blevet fast tankegods hos dobbeltmoralske vestlige politikere, der gerne vil holde skåltaler for ytringsfriheden, men ikke afskaffe den omstridte paragraf:
Det var regimer som Saudi-Arabien, Cuba og Sovjetunionen, som var de primære drivkræfter bag dens gennemførelse. Da disse lande ikke kunne overholde deres internationale forpligtelser til at respektere negative frihedsrettigheder, bestræbte de sig i stedet på at få gennemført så mange positive rettigheder som muligt, så de havde mulighed for at kritisere Vesten for ikke at overholde internationalt anerkendte menneskerettigheder. Herudover var det ganske belejligt, at man kunne lukke munden på ens egen befolkning i menneskerettighedernes navn. De vestlige demokratier var imod konventionen, men måtte se sig nedstemt. Og således blev vejen for racismeparagraffen banet.
På ti år med konservative justitsministre er der absolut intet sket. Mulighederne var mange; viljen var knap. Man har med største sindsro set til, mens debattører som Lars Hedegaard og Jesper Langballe er blevet straffet for den blotte brug af deres ret til at ytre sig frit. Da Dansk Folkeparti fremsatte forslag om, at man i det mindste skulle være uskyldig, hvis man kunne føre sandhedsbevis, afviste justitsminister Lars Barfoed det klart. Selv langt ind i konservative kredse forsvarer man altså totalitært tankegods.
