I kølvandet på massakren på Utøya og bomben i Oslo kan kampen om fortolkningen af hændelserne begynde. Politiken og Villy Søvndal mener højrefløjen skulle gribe til selvransagelse. Det er den indvandrerkritiske tone i debatten, der er skyld i radikaliseringen, hedder det. Påstanden er næsten ubegribeligt dum, men deles tilsyneladende af mange, der ønsker at slå politisk plat på tragedien.
Til gengæld har jeg ikke set nogen, der har forsøgt at koble Breiviks dagsbogsagtige skriverier om sin ungdomstid i Oslo og massakren. Her nævnes en lang række hændelser med indvandrergrupper, vold og overfald. Var det ikke langt mere nærliggende at mene, at det var disse erfaringer fra ungdomsårene, der havde lagt grunden til hans radikalisering?
Der er imidlertid en afgrund mellem radikale holdninger og terror. Bomber er mangel på argumenter. Vold er manglende vilje og evne til at forstå. Selvtægt og civil ulydighed kan i den forstand være første skridt væk fra respekten fra demokratiet og den fælles fornuft.. I den civile ulydighed sætter jeg mig selv over demokratiet, hvilket er vigtigt at kunne gøre, hvis landet er besat af nazister. Men det kan også være første skridt ind i en glasklokke, hvor jeg til sidst kun hører mig selv.
De forskellige sociologiske forklaringer på Breiviks terror undermineres af hans åbenlyst sindsforstyrrede tilstand. Jeg tror ikke på, at truslen fra højreekstremister er stor. Breivik er en undtagelse. Hans udmærkede intellekt har lukket sig om ham selv og ført ham til forestillinger om at være en udvalgt, en profet, en fornyer, der er forud for sin tid. Andres væmmelse over hans handlinger bekræfter ham blot i, at han er forud for sin tid. Hvorfor han er endt i denne tilstand kan være psykologisk interessant, men sociologiske forklaringer på hans handlinger er meningsløse.
Tør vi overveje om Søvndal og Politikens politiske plat har til formål at bortlede opmærksomheden fra en anden sandhed, en langt mere ubehagelig og ubekvem sandhed - den sandhed nemlig, at de personer der har måttet bære byrderne af en åben indvandringspolitik er blevet radikaliseret af deres erfaringer med disse indvandrere?
