Som politiker bliver man nødt til at finde sig i, at folk viser utilfredshed med ens politik. Men hvad så, når vi som gymnasieelever og ledelse lige pludselig skal forsvare en hel skole, foran så mange medier, som allerede er sikre på, hvad de selv tror på? Da vi blev beskyldt, kunne vi ikke gøre andet end at sige undskyld. Men hvorfor var det os, der skulle sige undskyld? Vi er blevet beskyldt for noget, vi ikke har gjort, og vi er blevet svinet til, fordi én elev sagde noget dumt.
Riisager og Lilleør er ikke blevet kritiseret en eneste gang, selvom de er blevet taget i at lyve, har spredt falske nyheder og sat et helt gymnasium, en hel ungdom generelt, i dårligt lys. Hvorimod vi er blevet svinet til og nedgjort for noget, der slet ikke er sket. I kommentarerne til sagen bliver vi kaldt ’forkælede møgunger’ med ’mangel på kontrol’, og listen af beskyldninger fortsætter. Vi er blevet kaldt en flok lømler, mentalt tilbagestående, uopdragne og feje flokdyr.