En lille sag om DR

Gennem flere år har jeg forsøgt at få min ægteviede hustru til at forstå at hun ikke skal stole på nyhederne i DR

Ino Overgaard Olsen,

10/08/2014

Gennem flere år har jeg forsøgt at få min ægteviede hustru til at forstå at hun ikke skal stole på nyhederne i DR. De lyver lige så stærkt som en hest kan rende, eller også "strammer" de tekster og budskaber lidt mere end godt er.

I TV Avisen d.27.6.2014 kl. 18.30 kunne man læse i en undertekst at Cameron var "alene i EU" i sin modstand mod Jean-Claude Juncker. Det var han rent faktisk ikke, også Ungarns Viktor Orban stemt imod Juncker, så derfor sendte jeg en klage til DR desangående.

Svaret lyder således:

Tak for din henvendelse.

Vi medgiver dig gerne, at David Cameron ikke har været den eneste modstander af Jean-Claude Junckers kandidatur og nominering til posten som formand for EU-Kommissionen. Også Ungarns premierminister Viktor Orbán har modsat sig Junckers nominering til formandsposten, og stemte sammen med David Cameron – i øvrigt som de eneste to ud af EU’s otteogtyve stats- og regeringsledere – nej ved afstemningen om besættelsen af embedet.

Teksten (»Cameron står alene i EU«) skal imidlertid ses i sammenhæng med, at David Cameron har været langt den argeste modstander af Junckers kandidatur foruden at være den direkte årsag til at, at det overhovedet kom så vidt, at Junckers nominering kom til afstemning blandt stats- og regeringslederne, hvilket der ellers ikke er tradition for.

Der er altid tale om en afvejning, når vi forfatter vores skilte på skærmen, da det er svært at få alle nuancer med på en enkelt linje. Det pågældende indslag havde fokus på netop David Cameron, der ligefrem satte det britiske EU-medlemskab på spil i sin modstand mod Juncker, og det var også det teksten afspejlede.

Endnu engang tak for din interesse for DR Nyheder

Indrømme en vildledning af seerne? Ikke DR.

Kilde: