En opfordring til den skuffede resultatorienterede LA-vælger

Kære skuffede LA-vælger: LA har leveret liberale resultater i perioden, men også jeg så naturligvis gerne flere og større resultater

Thomas Frederiksen,

04/06/2019

Kære skuffede LA-vælger: LA har leveret liberale resultater i perioden, men også jeg så naturligvis gerne flere og større resultater. Også jeg er utålmodig, men det er værd, at inkludere LA´s arbejdsbetingelser i ligningen inden konklusionen drages, og valgkampen har afsløret hvor vanskelige arbejdsbetingelser LA har haft.

Lars Løkke Rasmussen har i valgkampen taget skridtet videre fra Fogh-doktrinen, og gjort Venstre til et fuldtonet Socialdemokrati. Dette tydeliggør, for os udenfor maskinrummet, de vanskelige arbejdsbetingelser som LA har haft iht. at levere liberale borgerlige resultater. Det var ikke kun Dansk Folkeparti der stod i vejen.

På trods af dette er der leveret liberale resultater: Eksempelvis er skatter og afgifter lettet med 22 mia., registreringsafgiften er sænket 3 gange og Statsradiofonien bliver 20 % mindre. Det er ganske godt gået af 13 liberale mandater som formentlig har stået mere alene end vi har været klar over. Det perspektiv synes, at være en overvejelse værd for skuffede LA-vælgere.

Der har været skrevet og sagt meget om hele den proces der i slutningen af 2016 medførte dannelsen af VLAK-regeringen. På baggrund af hvad vi nu ved er det interessant, at dissekere de arbejdsbetingelser som de øvrige borgerlige partier har givet LA.

At Venstre i valgkampen ville rykke mod midten er kun en overraskelse for de få, men at de i den grad fortsætter rykket henover midten er overraskende. Denne vilje til yderligere at forkaste sit ideologiske ophav sker ikke over nat, og derfor har Venstre nok kun i begrænset omfang været en frivillig allieret i kampen for liberale mærkesager.

Ser vi på de to øvrige ”partnere” i blå blok har Dansk Folkeparti i perioden accelereret væk fra at være et egentligt borgerligt parti, og de Konservative har formentlig været den nærmeste allierede, men de ligner samtidig mest af alt nogen der taler om skattelettelser fordi det er valgkamp, og deres fokus er i øvrigt ganske ensporet i så henseende.

Det maner til eftertanke, og fremstiller LA´s resultater i et nyt lys. Særligt imponerende fremstår lettelserne af skatter og afgifter med 22 mia. kr. (siden det seneste FV i 2015), når man tager i betragtning at Løkke og Venstre nu er klar til at bruge hele råderummet på at øge det offentlige forbrug.

Inkluderes det faktum, at de 13 LA-mandater har kæmpet ganske alene når det gælder liberale resultater, så er facit for valgperioden ganske imponerende. Uddeler man derimod stilkarakterer, og det er der mange der gør, så har LA ikke leveret – den konkurrence vinder Det Konservative Folkeparti suverænt. Det scenarie der udspillede sig i slutningen af 2016 var ikke kønt, men det skabte grobunden for de senere leverede resultater. Fejl blev der helt sikkert begået, og dem har man lært af, men sikkert er det også at fejl igen vil blive begået. Sådan er livet og sådan er politik.

På baggrund af hvad vi nu ved bliver min opfordring til den skuffede LA-vælger derfor, at genoverveje om ikke LA igen er det rigtige valg. Den opfodring giver jeg med udgangspunkt i mig selv. Også jeg så gerne flere, og større, liberale resultater. Også jeg er utålmodig, men min tilgang til politik er at det handler om resultater, og på en meget vanskelig baggrund har mit parti leveret, og derfor er jeg slet ikke i tvivl om at LA igen får mit kryds.

Kilde: