Virksomheder og iværksættere ønsker kapital til deres ideer. De ønsker robuste långivere, som kan stå igennem økonomisk dårligere tider uden at være nødt til at kræve deres lån indfriet. De ønsker altså ikke banker og finansieringsselskaber, som gearer deres investeringer i højrisiko satsninger eller spekulerer i forskellige derivater. De ønsker banker og finansieringsselskaber som vil formidle kapital til erhvervslivet så der kan skabes reel vækst og forbrugsgoder.
Den økonomiske krise er skabt af en finansiel verden, der er blevet sit eget formål. I stedet for at være til gavn for erhvervslivet har de skabt svimlende summer til sig selv gennem højrisiko derivater, gennem fiktive arrangementer i uigennemskuelige samlepakker, som de samtidig har betalt ratingbureauer for at give en triple A-rating.
En ureguleret finansiel verden er en kræftsvulst, der vil sprede sine ødelæggende virkninger til almindelige sunde selskaber, skabe enorme tab, massearbejdsløshed og menneskelig nød.
Finanstilsynet for de kriseramte lande har vist sig uduelige og handlingslammede fordi den herskende økonomiske ideologi har foretrukket en liberalisering af finansverdenen. En sådan liberalisering har med krisen spillet fallit.
Dokumentaren ”Inside job” af Charles Ferguson tegner et billede af en pilrådden finansverden som må kunne få neoliberalister til at overveje deres position. Hvis en ureguleret finansverden er skadelig både for erhvervslivet og lønmodtagerne bør denne sektor så ikke reguleres? Enorme banker, der spekulerer i fiktive gearede produkter udgør en stærkt destabiliserede kraft for verdensøkonomien. Mindre banker, der investerer i reelle værdier, gør det modsatte.
Løsningen er naturligvis ikke at staten overtager bankerne. Men stærk regulering af sektoren (som før 1980) ser ud til at være nødvendig. Også hvis man er liberalist.
