Efter Brexit kom der helt forudsigeligt de rituelle undmeldinger om at der også er grund til at kigge indad. De kommer helt planmæssigt hvergang Bruxelles får en begmand, helt som det plejer.
Og helt, som man desværre kan forvente, sker der ikke noget. Man kunne vel ellers sige at efter folkeafstemningen i UK bliver anledningen til at ryste posen næppe større.
Nu Danmark til eksempel. Vi indgav for en måned siden en ansøgning om parallelaftale med EU på retsområdet. Donald Tusk har været så venlig at oplyse tilbage i maj før ansøgningen blev indgivet, at det nok vil blive umuligt for EU at forhandle sådan en aftale på plads.
Og her en måned efter forlyder det så fra det EU-begejstrede regeringsparti Venstre at vi nok skal have folkeafstemning igen. Man kan hævde at fokus i EU efter Brexit helt enkelt er et andet sted. At der bare ikke er tid til Danmark i kalenderen. Og det kan bestemt være en mulighed, men så undre det ligegodt at Tyrkiet er stillet i udsigt at de kan få en parallelaftale med EU i løbet af to måneder.
Men selvfølgelig, træerne ude i skoven er heller ikke lige høje, og i Danmark er jo vi i vane med at holde om-stemninger når resultatet ikke blev det ønskede første gang. Underligt hvor al den EU-skepsis dog kommer fra.
