En ny aftale med Frankrig gør op med dobbeltbeskatning af danskere med bopæl i frankrig.
Det bliver fremover meget mere attraktivt at købe sig en fritidsbolig i Frankrig. Snart kan danske pensionister højst sandsynligt vælge at bosætte sig i Frankrig uden at risikere at blive dobbeltbeskattet af deres pension.
I en ny aftale mellem de to lande giver den danske stat nemlig afkald på retten til at kunne kræve fuld dansk skat af pensioner, der udbetales til danske pensionister, der har valgt at bosætte sig i Frankrig. Denne økonomiske bagdel ved at forvandle en feriebolig til en helårs-pensionistbolig i Frankrig har hidtil afholdt mange danskere fra at købe kvadratmeter i vinlandet.
"På grund af den nuværende dobbeltbeskatning, der har stået på de seneste ti år, er der i hele denne periode stort set ingen danskere, der har valgt at flytte til Frankrig," konstaterer Hans Birkholm, der er skattejurist, og er ejer af rådgivningsfirmaet Inwema.