Henrik Dahl i slettet Facebook-opslag: Fortæller om årelang intern krig i LA

I øjeblikket er Liberal Alliance et parti i total opløsning, efter at flere markante medlemmer, mest bemærkelsesværdigt partiets folketingsmedlem S...

Claes Kirkeby Theilgaard,

22/10/2019

I øjeblikket er Liberal Alliance et parti i total opløsning, efter at flere markante medlemmer, mest bemærkelsesværdigt partiets folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll-Bille, har meldt sig ud af partiet i protest mod den politiske linje. 

Især skyldes splittelsen i partiet uenigheder på udlændingeområdet, hvor Ammitzbøll-Bille, Christina Egelund og andre finder den linje, som den nye partileder Alex Vanopslagh og hans kompagnon og folketingskollega Henrik Dahl står får, som værende for "nationalkonservativ".

Et slettet Facebook-opslag fra Henrik Dahl beskriver et dybt dysfunktionelt parti, der i årevis har været plaget af intern krig, som først nu er kommet op til overfladen.

Sent natten mellem den 10. og 11. august i sommers slog LA’s folketingsmedlem Henrik Dahl et langt opslag op på sin Facebook-side. Opslaget blev hurtigt slettet igen, men 180grader er kommet i besiddelse af et screenshot af opslaget, der kan læses i sin fulde længde længere nede i denne artikel.

Opslaget kom som en reaktion på Simon Emil Ammitzbøll-Billes fælles kronik med Christina Egelund i Berlingske og deres efterfølgende optræden i Deadline på DR2. Egelund, der er tidligere politisk ordfører i LA og som røg ud af Folketinget ved dette valg, fremførte sammen med Ammitzbøll en markant kritik af det, de ser som mere nationalkonservative kræfter i partiet. Siden deres optræden i Deadline har de begge meldt sig ud af LA.

Som svar på denne kritik gik Dahl til tasterne. Han langer fra start hårdt ud efter sine partifæller i det nu slettede opslag:

Deadline lørdag (10. august, red.) handlede først og fremmest om mig. Det vil sige: På overfladen handlede det om to af LA’s forhenværende ledere, der har skrevet en kronik. Men i virkeligheden handlede det om en fortælling, de gerne vil have liberale vælgere i Danmark til at tro på: At valget står mellem den sande liberalisme – repræsenteret ved det to forhenværende – eller den grimme, grimme nationalkonservatisme. Repræsenteret ved mig. Det er selvfølgelig en blanding af bullshit og svagtænkning”.

Herefter beskriver Dahl, hvordan LA i årevis har været dybt splittet i to stærkt uenige fløje på udlændingeområdet. Ifølge ham tilhører han selv den ”udlændinge-faglige” fløj, mens Ammitzbøll og Egelund tilhører den ”udlændinge-ideologiske” fløj. Dahl skriver desuden, at den tidligere ledelse i LA traditionelt set har været ”udlændinge-ideologisk” og præget af, at flere, herunder Ammitzbøll og Anders Samuelsen, har en fortid i Radikale Venstre.

Da flygtningekrisen tog fart i sommeren 2015, sendte det chokbølger gennem det politiske Danmark. Selvom man ikke har hørt meget om det før nu, var flygtningekrisen også årsag til store, interne konflikter i LA. Ifølge Dahl modarbejdede ledelsen den ”udlændinge-faglige” fløj, som udover ham selv bestod af bl.a. tidligere undervisningsminister Merete Riisager:

Da flygtningekrisen begyndte hen over midten af 2015, mente udlændinge-ideologerne, at vi ikke skulle begynde at lukke grænserne og den slags, og at Angela Merkel var en beundringsværdig skikkelse. Jeg og flere andre mente, at vi skulle skaffe os et overblik over det antal, der ville dukke op. Forventet antal familiesammenførte. Forventet risiko for stigende kriminalitet. Forventet risiko for terrorisme. Forventede jobfrekvenser og den slags. Det endte med, at vores daværende leder (Anders Samuelsen, red.) bankede den udlændinge-faglige fløj på plads: En sådan analyse skulle ikke gennemføres. Basta. Bum”.

Ifølge Dahl er det ikke den eneste gang, at den tidligere ledelse i LA har modarbejdet den ”udlændinge-faglige” fløj. Dahl begyndte i 2017 sammen med Riisager og flere et udvalgsarbejde, der skulle munde ud i en ny udlændingepolitik for LA. Dog blev den nye politik hurtigt bremset, inden den blev officiel partipolitik:

Politikken lå klar i februar 2018. Men da politikken kunne ses som en sejr for den udlændinge-faglige side af partiet over udlændinge-ideologerne, blev vores politik lagt i mølpose. Hvor den i øvrigt ligger endnu. Jeg var selv med, så jeg holder mig til vores udlændingepolitik. Men der er ikke ret mange andre end udvalget, der har læst den”.

I Facebook-opslaget fremhæver Henrik Dahl regeringens strategi imod parallelsamfund fra marts 2018 som den største sejr for hans udlændingepolitiske fløj i LA i hele den forgangne valgperiode.

Ammitzbøll og Egelund advarer i deres kronik i Berlingske imod at bevæge sig i en mere konservativ retning. Netop det er Henrik Dahl ofte blevet kritiseret for, og i det nu slettede Facebook-opslag tager han da også fat i denne anklage. Han afviser alle anklager om konservatisme og tvivler stærkt på, at Ammitzbølls udlændingepolitiske linje er vejen frem:

De mange problemer, ukontrolleret indvandring fra Stormellemøsten har ført med sig, klarer vi bedst med glade slagord og pacifistiske og kulturradikale paroler. Det vil få Islamisk Stat til at ryste i bukserne. Det viser al erfaring fra Irak og Syrien. Det, jeg advokerer for, har ikke en s*** med konservatisme at gøre”.

Ifølge Henrik Dahl selv er hans udlændingepolitik den eneste måde, hvorpå vi som samfund effektivt kan ”beskytte og bevare det politisk og økonomisk liberale samfund, de fleste foretrækker”. Han nævner forskellige problematikker som parallelsamfund, hård kriminalitet ”med anden etnisk baggrund” og politisk og religiøs radikalisering og slutter sit opslag af med at konstatere, at Ammitzbøll og allierede med deres ”kulturradikalisme” ikke har nogle løsninger på disse problemer:

Uden en indsats imod disse problemer, vil det politisk og økonomisk liberale samfund løbe ind i massive vanskeligheder og vil have svært ved at fungere på måder, vi kan genkende. Jeg må indrømme ærligt, at jeg ikke tror, kulturradikalisme er særlig virksom over for nogle af problemerne. Jeg kan tage fejl, men jeg tror det ikke. Men det er, hvad den gamle og diskvalificerede ledelse prøver at gøre til et spørgsmål om ”liberalisme” versus ”nationalkonservatisme”.

Læs Henrik Dahls slettede Facebook-opslag herunder:

180Grader har forsøgt at få en kommentar fra Henrik Dahl uden held. Vi forsøger stadig...

Kilde: