Hvordan man debatterer en kulturmarxist

Min næste indlæg her på 180grader vil omhandle et meget interessant emne, nemlig hvordan man debatterer mest succesfuldt med en kulturmarxist. Jeg har overvejet hvilket prædikat jeg ville tildele debatmodstanderen, men jeg valgte at bruge *kulturmarxist*, fordi jeg mener der er det mest rammende. Man kunne have sagt venstreorienteret, socialist, ignorant, eller noget fjerde.

Hvorfor dette emne? Jo, fordi det at debattere med en kulturmarxist er ekstremt svært. Eller rettere, det er det ikke, såfremt man er forberedt, men hvis ikke man er det, er det meget nemt at rode sig ud i problemet.

Der findes typist to kulturmarxister, den bevidste kulturmarxist og den ubevidste kulturmarxist. Den bevidste er typisk en akademiker eller humaniorestuderende, er politisk engageret, og ganske bekendt med de kulturmarxistiske virkemåder. Den ubevidste kulturmarxist er som de fleste, uoplyst, med mangelfuld indsigt i de emner de fra barnsben er blevet hjernevaskede til at gå op i.

Fælles for begge typer er dog, at de benytter en række logiske og retoriske kneb, til at vinde debatten. Er man bevist om dette, og formår man at identificere deres strategi, er det dog relativt simpelt at omgå og udradere dem.

Kulturmarxisten afskyer fakta og rationel logik, da deres ideologi ganske enkelt ikke tåler at blive udsat for selvsamme. De har derfor ikke mulighed for at gøre brug af fakta og logik i debatten, hvilket man skal udnytte. Men hvordan dette gøres bedst, afhænger af hvilken strategi kultirmarxisten er igang med at benytte. Jeg har herunder samlet de mest gængse strategier, og givet mit bud på hvordan man bedst håndterer dem.

Shaming: Shaming handler i alt sin enkelthed om at udskamme sin meningsmodstander, og er et enormt magtfuldt våben, da det ligger naturligt i det sociale urmenneske, at man frygter at miste status i gruppen eller blive udstødt af samfundet. Denne metode er særligt effektiv på de sociale medier.

Shaming er karakteriseret ved at fakta og logik ignoreres, hvormed fokus naturligt rettes mod den afskyfølelse kulturmarxisten føler for den holdning eller politiske position der er under angreb. Jeg har identificeret to metoder hvormed shaming effektivt mister sin værdi og effekt:

1 - Feel no shame! 

Eksempel:

Kulturmarxisten: "Jeg syntes simpelthen der er SÅ usympatisk at du ikke vil hjælpe alle de skakkels mennesker der kommer hertil, helt ærligt, de flygter fra krig og ødelæggelse!"

Dig: "Jeg mener ikke at det er et dansk eller europæisk problem at mellemøsten er kollapset, ej heller vores ansvar at løse problemet, og det rører mig ikke at du findet det usympatisk. Dit forsøg på at shame og udskamme mig har ingen virkning".

2 - Stå ved din holdning, og uddyb den!

Eksempel:

Dig: "Du har helt ret, jeg ser helst at vi slet ikke tage imod nogle af dem. Det gør jeg ikke, fordi jeg mener der er fantastisk meget evidens for at det er en ualmindelig dårlig ide, da det vil blive en enorm økonomisk og menneskelig byrde for samfundet. Jeg så derfor helst at vi slet ikke tog imod folk fra xxx, men tilgengæld ville jeg meget gerne have nogle flere fra xxxxx, da de i modsætning til førnævnte gruppe, har meget høj erhvervsdeltagelse og næsten ikke begår kriminalitet."

Det er min erfaring at dette modsvar lukker munden på de fleste, og den vil generere en del respekt fra de tavse medlyttere, da de fleste opretholder respekt for folk der har en holdning og står ved den åbentlyst, selvom man ikke nødvendigvis deler holdningen selv.

Guilt by association: Guilt by assosiation er et klassisk kulturmarxistisk associationstrick, hvor kulturmarxisten, i et forsøg på at reducere sin meningsmodstander, associerer vedkommende med et individ eller gruppe, som der i al almindelighed er enighed om at uønskelig og negativ. En afart af dette associationstrick er reductio ad hitlerum, hvor man forsøger at associere sin meningsmodstander eller dennes holdning, med Hitler eller nazisme, i et forsøg på at skabe en naturlig afstandtagen til personen, fra det omlringliggende samfund(medlytterne/læserne). Der er lidt Erasmus Montanus over argumentationen, lidt karikeret kunne det se ud som følger "Hitler var antiryger, du er antiryger, ergo er du nazist".

Guilt by association håndteres bedst ved at pointere at du har afluret at der er tale om et forsøg på karaktermord ved et genemt associationstrick, for derefter at vende situationen på hovedet og forlange et argument der er faktuelt og videnskabeligt begrundet.

Eksempel:

Kulturmarxisten: "Mener du virkelig at der er forskelle på de forskellige menneskeracer? Det lyder jo nærmest nazistisk, det var jo sådan noget Hitler gik og sagde!".

Dig: "Det du gør nu er, at benytte et associasionstrick til at associere mig med nazister, en gruppe jeg intet har med at gøre, og jeg tror godt at alle medlyttere til denne debat kan se det absurte i dette. Men tillad mig at stille dig et spørgsmål: Når videnskaben meget klart og tydeligt har konkluderet at der er forskel på de foreskellige menneskeracers IQ, at der er significant forskel på den fysiske størrelse af de forskellige menneskeracers hjerner, at vinderen i 100m sprint til OL altid har sit genetiske ophav i Vestafrika, at samtlige løbere der har løbet et marathon under 2t05m kommer fra de samme to kenyanske stammer, at det er en hovedpine for medicinalselskaber at der er forskel på tolerence overfor præparater imellem de forskellige menneskeracer etc, hvordan i alverden vil du så bære dig ad med at levere et rationelt argument for at der IKKE er forskel på de forskellige menneskeracer?"

Stråmanden: Sidst men ikke mindst har vi stråmanden. Formentlig det mest brugte trick når man sidder face to face, da angrebet ikke er nær så tydeligt og konfronterende som eksempelvis shaming er det.

Stråmanden opstår når kulturmarxisten, i stedet for at argumentere imod din reelle holdning, tillægger dig en holdning der er nemmere for kulturmarxisten at angribe, for så at argumentere imod den holdning af dine, som han/hun meget belejligt har opfundet og skudt dig i skoene til formålet. Stråmanden håndteres bedst ved at påpege at der er tale om en stråmand, at vedkommende har opfundet sin helt egen præmis og holdning og tillagt dig denne, og nu forsøger at angribe dig på et falsk grundlag. Dette medfører ofte at kulturmarxisten føler sig trynet i situationen.

Eksempel:

Kulturmarzisten: Jeg ved godt at i *blå* ikke bryder jer om at hæve skatten, men jeg har det bare sådan at jeg gerne vil give noget til fællesskabet, og det betyder åbenbart mere for mig at folk med eks. sklerose kan få ordentlig behandling, end det betyder for dig. Men det er jo også fair nok, du må mene hvad du vil".

Dig: Det du gør dig skyldig i her er det man indenfor retorikkens univers kalder en "stråmand". På intet tidspunkt har jeg nævnt lægelig behandling eller sklerose, det er udelukkende et produkt af din egen opstilling, en opstilling du foretager fordi det er nemmere for dig at angribe den, end det er for dig at argumentere for hvorfor skatten skal hæves. Jeg fastholder min holdning om, at hvis vi lettede skatten på arbejde, ville der blive skabt højere vækst og flere jobs, hvilket i øvrigt ville give bedre forudsætninger for at behandle folk med sklerose."

Ovenstående er tre retoriske kneb som kulturmarxisten er ivrig bruger af. Det er min helt klare erfaring, at de bedst omgås ved brug af rolig rationale, logik, og fremt for alt ÆRLIGHED omkring sine holdninger. Lad være med at gemme din holdning væk, stå ved den! Kulturmarxisternes mest succesfulde bedrift er at de har sat sig på den "rigtige holdning", de har taget patent på at mene det korrekte. Denne succes er kun opstået fordi der hersker frygt for at udfordre det "korrekte", da ingen bryder sig om at blive frosset ud af gruppen. Ovenstående modsvar, vil oftest medføre at kulturmarxisten bliver mundlam, og ikke ved hvordan den videre debat skal foregå, da de spilleregler deres strategier beror på er ødelagt fordi du nægtede at reagere på den måde de er vant til at der bliver reageret på.

Hvad er DIN erfaring?

Postet under "politik"

57 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere