I disse for vort land så vanskelige tider | Den sidste romantiker

Netop nu hvor Danmark står over for en kolossal identitetskrise, har regeringen skåret markant i landets kulturbudget

_slettet_bruger_19998 Ikke angivet,

16/12/2015

Netop nu hvor Danmark står over for en kolossal identitetskrise, har regeringen skåret markant i landets kulturbudget. Netop nu hvor det vanskeligt kan bestrides, at vores egen kultur er under så massivt et pres, som den ikke har været i generationer, vælger vi at nedprioritere det bedste værn mod de ydre trusler. Nogen vil måske indvende, at kulturstøtten alligevel kun ville være gået til endnu mere selvforagtende propaganda a la DRs skrækkelige serie om 1864 af Ole Bornedal, og de kan givet have ret heri, men dette følger jo ikke per nødvendighed og er et princip, med hvilket vi i givet fald så må og skal gøre op.

Et af vores største problemer er netop, at vores kultur, og langt hen ad vejen i lige grad mediebillede, tegnes af folk, der aldrig er vågnet af denne ironiens, ligegyldighedens og spøgens epoke, men rigtigt graverende bliver det først, når problemets omfang kombineres med dets grad af manglende erkendelse. Se eksempelvis her, hvordan TV2 på smagløs vis reklamerer for deres års-kavalkade over 2015 med musik af sangerinden Mø (hende med den lyriske sangtekst: ”Fuck Pia K. Grådige gris. Du lugter af pis”).