Juraprofessorer: Skjulte donationer til Venstre-profiler var ulovlige

Det var ikke blot i strid med lovens ånd, da navnet på pengedonorer til Venstre-folkene Britt Bager og Marcus Knuth aldrig blev oplyst til myndighe...

Claes Theilgaard,

09/04/2019

Det var ikke blot i strid med lovens ånd, da navnet på pengedonorer til Venstre-folkene Britt Bager og Marcus Knuth aldrig blev oplyst til myndighederne. Det var direkte ulovligt.

Sådan lyder det nu fra to juraprofessorer på Københavns Universitet, som har gransket lovens detaljer.

Dermed går de i rette med økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) og en stribe Venstre-folk, som afviser, at loven skulle være brudt.

Sagen handler om, hvorvidt det er tilladt at hemmeligholde donorer, som kanaliserer penge til politikeres valgkampe ved hjælp af flere af deres selskaber.

Partistøtteloven kræver, at identiteten på donorer af over 20.000 kroner til folketingskandidater bliver oplyst til myndighederne. Men både da Britt Bager modtog 100.000 kroner og Marcus Knuth fik 40.000 kroner til støtte til valgkamp, blev donorernes navne ikke indberettet. Det skyldes, at virksomhedsejerne overførte pengene i bidder af cirka 20.000 kroner fra flere af deres selskaber.