Kommuner vil forbyde al rygning i arbejdstiden - Indland

Røg: Flere kommuner vil ikke se en tændt cigaret i arbejdstiden

Ikke angivet Ikke angivet,

25/12/2013

Røg: Flere kommuner vil ikke se en tændt cigaret i arbejdstiden. Derfor kan medarbejdere i seks kommuner se frem til et totalt rygeforbud fra det nye år.

I alt seks kommuner vil fra det nye år hjælpe de ansatte med at kvitte smøgerne, og det skal ske ved sanktioner mod de ansatte, hvis de på noget tidspunkt i arbejdstiden tænder en cigaret eller en e-cigaret. Det betyder f.eks., at hjemmehjælperen ikke må ryge i bilen mellem ældrebesøg, og at skraldemanden ikke må tænde en cigaret, selvom arbejdet foregår i den fri natur.

Den stramme rygepolitik i flere kommuner får opbakning fra regeringen.

»Det er afgørende, at en arbejdsplads tager ansvar for sine medarbejderes sundhed. Selvom den enkelte medarbejder har ansvaret for sin egen sundhed, kan vi konstatere, at hver fjerde dansker dør som følge af rygning. Derfor må også kommunale arbejdspladser gå i dialog med de ansatte om at mindske rygning mest muligt,« siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S), der samtidig påpeger, at den enkelte kommune selv må vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige for at komme rygningen til livs.