"I slutningen af 1990erne var det anti-globaliseringsbevægelsen ATTAC, der ifølge de selvsamme medier og eksperter indvarslede det endelige opgør med den globale kapitalisme og »neoliberalisme« og leverede utallige indslag i statsligt TV/radio og aviser til venstre for midten – før den imploderede og forsvandt i det rene ingenting. I 1980erne var det »fredsbevægelsen« – før Berlin-muren ramlede ned om ørerne på den. Ja, siden 1968 har næsten hver eneste »græsrodsbevægelse« rettet imod det »borgerlige« samfund og verdenskapitalismen i visse kredse været hilst og hyldet, som var det den opgående sol selv.
Da jeg for nøjagtigt to år siden skrev i denne avis, at interessen for OWS allerede da var for kraftigt nedadgående, fik jeg en række kommentarer af typen: »Men vent til det bliver bedre vejr! Så sker der noget!« Hvis man interesserer sig for politiske ideologier, er det svært i denne stærke tro på, at det store opgør altid er på vej og sejren uundgåelig, ikke at se en reminiscens af marxismen. Marx og Engels forudså som bekendt, at kapitalismen uvilkårligt vil bryde sammen, masserne vil rejse sig og skabe den socialistiske stat, og når borgerskabet er udryddet, kommer det stats- og klasseløse kommunistiske samfund. Som var det en historisk naturlov. Har man vænnet sig til at tænke på den måde, har man en tung psykologi at bære rundt på."
