LA-profiler på stribe siger nej til partiet Fremad

I dag er partiet Fremad blevet stiftet officielt, og de to partistiftere Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund har dagen igennem været p...

Claes Kirkeby Theilgaard,

07/11/2019

I dag er partiet Fremad blevet stiftet officielt, og de to partistiftere Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund har dagen igennem været på medieturné for at rejse støtte til partiet. Indtil videre har de fået meget omtale, men støtten til Fremad kan foreløbigt ligge på et lille sted. Det gælder også blandt Simon Emil og Egelunds tidligere partifæller i Liberal Alliance.

En rundspørge, som Altinget har foretaget blandt LA’s forhenværende folketingsmedlemmer, viser, at de to partistiftere ikke skal regne med støtte fra deres gamle partifæller.

Mette Bock, der indtil folketingsvalget var kulturminister, skriver i et Facebook-opslag, at hun har givet Fremad en vælgererklæring. Men længere rækker hendes støtte heller ikke.

”Og nej - jeg er ikke en del af det, politik er et overstået kapitel for mit vedkommende. Men derfor kan man godt ønske tillykke og skrive under på vælgererklæringen”, skriver hun på Facebook.


Heller ikke Liberal Alliances partiformand og forhenværende folketingsmedlem Leif Mikkelsen har i sinde at blive en del af Fremad.

”Jeg er i Liberal Alliance, og jeg er landsformand i Liberal Alliance frem til april. Vi er der, hvor vi altid har været i vores skattepolitik og vores økonomiske politik og de forskellige spørgsmål, der er. Vi er der, hvor Liberal Alliance var, før vi kom i regering”, siger han til Altinget.

Altinget har også hørt Laura Lindahl, Merete Riisager, Carsten Bach, Villum Christensen og Joachim B. Olsen ad om deres holdninger til det nye parti.

Mens Merete Riisager, Joachim B. Olsen, Laura Lindahl og Villum Christensen med korte bemærkninger afviser at deltage i partiet eller overhovedet at kommentere på sagen, er Carsten Bach mere åben overfor partiet Fremad.

Til spørgsmålet om, hvorvidt han blankt kan afvise at melde sig under Fremads faner, svarer Carsten Bach lidt undvigende.

”Det kan jeg ikke blankt afvise. I hvert fald ikke lige nu. Det er jo med politik, som det er med alt andet. Det kan jo være, at Liberal Alliances ikke findes om nogle år. Det håber jeg selvfølgelig, det gør. Nu har jeg været med siden 2007, da det hed Ny Alliance. Den udvikling, der skete hen over de år, har jeg lært, at man nærmest ikke kan vide, hvad dagen i morgen byder på. Så det kan jeg ikke kategorisk afvise for al evighed. Men det er ikke aktuelt her og nu”, fortæller Bach til Altinget.

Forhenværende partileder for Liberal Alliance Anders Samuelsen er ikke vendt tilbage på Altingets henvendelser. Heller ikke det vragede folketingsmedlem May-Britt Kattrup vender tilbage, ligesom Liberal Alliances tre-mands folketingsgruppe heller ingen kommentarer har.

Mai Christiansen, der i kølvandet på Simon Emil meldte sig ud af Liberal Alliance, er heller ikke vendt tilbage på Altingets henvendelser. Thyra Frank har trukket sig fra politik og arbejdsmarkedet, og derfor har hun heller ikke kommenteret på Fremad.

Kilde: