Liberalismen forsøgt kuppet

Når ikke-liberale ideologer vil stjæle liberalismens navn eller tankegods for at gøre den til deres egen, så vidner det vel om noget om liberalisme...

Torben Mark Pedersen,

20/01/2014

Når ikke-liberale ideologer vil stjæle liberalismens navn eller tankegods for at gøre den til deres egen, så vidner det vel om noget om liberalismens ideologisk styrke snarere end om dens svaghed?

Fra omkring 1880 i England indledte konservative paternalister og ikke-marxistiske socialister som Green og Hobhouse et semantisk kup ved at stjæle navnet liberalisme og definere en ”New liberalism”, der på afgørende punkter lå fjernt fra den klassiske liberalisme. Under dens anden betegnelse socialliberalisme blev det inspirationen for det socialdemokratiske, engelske ”Liberal” party og senere for New Labour, og i Skandinavien for socialdemokratiske partier.

I de senere år har flere liberale konservative herhjemme forsøgt sig med et ideologisk kup ved at hævde, at de klassisk liberale tænkere i den skotske oplysning, Smith, Hume, Ferguson m.fl. i virkeligheden er konservative, og at det samme er tilfældet med den klassisk liberale Hayek, fordi han er antirationalistisk og antikonstruktivistisk og fremhæver den spontane orden og evolutionære udvikling af samfundet og markedet. At konservatismen hos Burke bygger på en lang liberal tradition, hvor ”the Rights of Englishmen” er konkrete friheder (i flertal), der siden Magna Carta (1215) er vundet i opgøret med en autokratisk kongemagt, snarere end resultatet af en abstrakt rettighedstænkning, betyder ikke, at den klassiske liberalisme er konservativ. Det betyder snarere, at den Burkeske konservatisme er liberal i sin oprindelige betydning.

Rune Selsing forsøger i sit blogindlæg i JP nærmest at kapre denne klassiske liberalisme og omdefinere den som konservatisme, når han hævder, at en gruppering af tilhængere af denne klassiske liberale tradition, skal placeres på den konservative fløj.

At Locke og Hobbes nævnes i samme sætning som Hume, Smith og Burke kan dog undre, da naturretstænkningen hos både Hobbes og Locke er rationalistisk og konstruktivistisk, og de to sidstnævnte faktisk lagde grundlaget for rettighedsliberalismen: Hobbes ved som den første at sætte individets rettigheder før dets pligter, og Locke indleder med sin selvejerskabstankegang netop den abstrakte rettighedstænkning, som Rothbard og Nozick bygger videre på (og at betegne renaissancemennesket Hobbes og John Locke som en del af en oplysningstænkning må være en smutter?). Lockes rettighedstænkning er dog også et forsøg på at rationalisere og derigennem forsvare en engelsk frihedstradition, og Locke var med Shaftesbury aktiv i kampen mod James II, der resulterede i the Glorious Revolution, som Locke selv betegnede som en bevarelse af “the people of England’s (…) just and natural rights”.

Fint nok at Rune Selsing som en liberal konservativ vedkender sig den klassiske engelske liberalisme, og at han opfatter sig selv som mere konservativ end liberalist, men det grænser til identitetstyveri, når den klassiske skotsk-engelske liberalisme hævdes at være konservativ. Man kan godt i lyset af, at den meget liberale Burke kategoriseres som konservativ, hævde, at der også findes stærke konservative sider i hele den engelske frihedstradition fra Magna Carta og frem til og med den skotske oplysning og de amerikanske founding fathers, fordi de netop lagde vægt på den historiske tradition, sædvanen, og den evolutionære udvikling og på kampen for konkrete friheder, men det var altså kernen i engelsk liberalisme i over 600 år efter Magna Carta (og endda før), så at forsøge at kapre den klassiske engelske liberalisme fra Hobbes til Smith og betegne den konservativ ligner et forsøg på ideologisk identitetstyveri.

Kilde: