Marlene Wind i Deadline - Professor uden argumenter

Som en af mange, der ikke ser TV, forstod jeg ganske enkelt ikke furoren omkring Marlene Winds (MW) udtalelser vedr

_slettet_bruger_1212 Ikke angivet,

22/06/2011

Som en af mange, der ikke ser TV, forstod jeg ganske enkelt ikke furoren omkring Marlene Winds (MW) udtalelser vedr. grænsekontrollen. Jeg opsporede et klip på YouTube, der viser hendes andet DR interview (d. 14/6-2011) samt har et klip fra det første (DR2 - d. 11/6-2011) og et andet mellemliggende (TV2 News - d. 12/6-2011?) interview.
Efter at have set det igennem en gang, så forstod jeg bedre furoren. Men jeg synes helt klart der mangler en gennemgang af, hvad det er hun siger relateret til hendes rolle som "ekspert" - for jeg synes ikke hun fremstår som "ekspert" i ret mange af hendes udtalelser. De få udsagn, hvor man med rette kan formode hun besidder en ekspertviden står, så vidt jeg kan se, gennemgående usubstantierede - der er ingen rimelige argumenter eller referencer (traktater, aftaler, paragraffer, ...) til at underbygge hendes konklusion.

NB:
Tidspunkt 1:50 - DRs speaker (jeg formoder det er Henning Olsson) introducerer MW som "EU ekspert".

Her kommer så listen af udsagn med min (subjektive) vurdering af emne(rne) man skal besidde en ekspertise i for at kunne kalde sig ekspert på det udsagn samt om MW besidder en sådan ekspertise.


Tidspunkt - "Udsagn" - Ekspertise(r) - Min vurdering.

NB: Indklip fra indslaget i TV2 News d. 12/6-2011:
2:00 - "... det er, som jeg vurderer det, rent og skært valgflæsk, det handler om at man kæmper om nogle vælgere og man appelerer til den laveste fællesnævner og den indre svinehund..." - Regeringens samt Dansk Folkepartis (DF) indre motivation, dansk indenrigspolitik - Ingen ekspertise.

3:45 - "... det er fuldstændig åbenlyst at Pia Kjærsgaard (PK) er desperat og det er regering også for at få afledt opmærksomheden fra den her grænsekontrolaftale og det giver noget rigtig god medieomtale at finde et offer man kan skyde på, så man går efter manden i stedet for bolden." - Regeringens samt DFs indre motivation og tanker - Ingen ekspertise.

4:15 - "... nu lever vi i 2011, hvis du har børn, så ved du at man taler noget mere frit end man gjorde i 50'erne, da PK var ung." - Sproghistorie for det danske sprog - Ingen ekspertise.

Tak til Kristian Kragh fra kommentarerne nedenfor, der påpeger at PK er født i 1947. Altså er hun 3-12 år i 1950'erne. Næppe den aldersgruppe man normalt forbinder med betegnelsen "ung" - betegnelsen "barn" er mere passende. Personligt tænker jeg at 1960'erne, hvor PK er mellem 13 og 22 år er det rette årti at betegne PK som værende "ung" i.

4:25 - "... nogen gange siger man nogle ting på en lidt friskere måde fordi mediet er også blevet et hurtigere medie..." - Kommunikation, medievidenskab samt mediehistorie i Danmark - Ingen ekspertise.

4:35 - "... men egentlig er substansen fuldstændig korrekt, at det her er noget makværk." - Juridiske forhold imellem EU landene som reguleret af diverse aftaler - Her har MW en ekspertise.

4:42 - "Jeg synes vi skal være rigtig, rigtig opmærksomme på at nu har de lige fundet mig som offer og prügelknabe..." - Regeringens samt DFs indre motivation og tanker - Ingen ekspertise.

5:20 - "... vi er tilbage i Sovjetunionen før murens fald, eller Berlusconis Italien, hvor dem Berlusconi ikke kan lide selvfølgelig får mundkurv på..." - Sovjetisk historie, italiensk indenrigspolitik - Ingen ekspertise.

5:25 - "Der er tale om at knægte ytringsfriheden. Politikerne, der ikke er enige med mig, de kan ikke lide mig fordi jeg taler meget, meget klart og tydeligt sprog. De er vant til at en professor det er sådan en, der står og snøvler lidt og falder over hvert andet bogstav." - Regeringens samt DFs vaner, motiver og tanker - Ingen ekspertise.

6:05: - "Det er nok mere min kommunikation omkring de her ting, som de føler sig en anelse udfordret af og så føler de sig selvfølgelig også ramt." - Regeringens samt DFs følelser og tanker - Ingen ekspertise.

NB: De følgende udsagn er fra det første interview (DR2 - d. 11/6-2011).

6:15 - "... det er i høj grad kommunikationsstrategien, der er gået helt galt." - Regeringens samt DFs strategi og tanker, kommunikation - Ingen ekspertise.

6:20 - "Fordi man har regnet med at man kunne isolere en debat i Danmark fra resten af Europa." - Regeringens samt DFs tanker og motiver, kommunikation - Ingen ekspertise.

6:28 - "... så har man ladet PK en hel måned få scenen fuldstændig alene til at fejre en tilbagevenden til før Schengen-aftalen." - Regeringens strategi og taktik, dansk indenrigspolitik - Ingen ekspertise.

6:45 - "... det har man jo ladt hende gøre uden overhovedet på noget tidspunkt at sætte spørgsmålstegn ved om den udlægning af aftalen som hun leverede for de danske vælgere, om den var korrekt eller ej." - Regeringens strategi og taktik, dansk indenrigspolitik - Ingen ekspertise.

NB: Slut på udsagn fra det første interview (DR2 - d. 11/6-2011).

7:05 - "... fordi jeg har talt med 50 udenlandske journalister ..." - Her har MW en ekspertise.

7:35 - ".. .det er jo det alle har sagt til mig, som jeg har talt. Jeg har talt med mange i Brüssel. Jeg har talt med rigtig mange udenlandske journalister, som sagt. Og de siger jo samstemmende hvorfor er der ingen, der siger hende imod? Hvad er der galt? Hvorfor er der ingen, der går i clinch med hende?" - Rundspørge iblandt udenlandske journalister, diplomater og embedsmænd - Her har MW en ekspertise.

7:55 - "Og det er lige præcis det som man har undret sig over. Faktisk kan man sige det på den måde at det, som er forstemmende for vores nabolande, vores gode venner i syd, Tyskland, Sverige, hele EU som sådan og dem, der støtter op om det europæiske fællesskab og Europa-samarbejdet. Det er jo at de ikke kan forstå at regeringen godt kan være for EU og for Schengen når de har ladt PK tale uimosagt en hel måned." - De øvrige EU-landes forståelse samt tanker vedr. dansk indenrigspolitik - Marginal til ingen ekspertise.

8:25 - "Så må de jo konkludere: Jamen, så er de jo nok også enige." - De øvrige EU-landes logiske/deduktive evner - Ingen kompetencer.

8:30 - "Og det ved vi jo de ikke er." - Regeringens politiske overbevisning i modsætning til DFs ditto - Ingen ekspertise.

8:50 - "... og der skal altså ikke en højere embedseksamen til at se hvad det er regeringen har gang i her. Nemlig at lade PK tage sejren og så har man så håbet at det var der ikke nogen i Brüssel, der ville opdage. Og så kunne man så sende et helt andet budskab til ..." - Regeringens politik, strategi og taktik - Ingen ekspertise.

9:30 - Journalisten Jesper Larsen citerer/parafraserer en tidligere udtalelse: "...at man ikke har troet at nogle kiggede med ude i Europa." og spørger "Hvor ved du det fra?" - Her har MW en ekspertise.

11:25 - "Det synes jeg nu regeringen og DF er ret gode til at rette imod mig i øjeblikket..." - Regeringens og DFs taktikker - Ingen ekspertise.


Fremførte argumenter:
Tidspunkt - "Argument" - Min subjektive vurdering.

4:40 - "... det siger alle andre." - Dette er argumentationen bag udsagnet fra 4:35, om de juridiske forhold imellem EU landene. Jeg synes argumentet virker "brandert på bodega"-agtigt: "Alle de andre siger..." er ikke et validt argument for rigtigheden af en påstand. Bemærk at referencer og kilder kobles til afbrudt af udsagnet fra 4:42.

4:50 - "... gå ud og tal med Dansk Erhverv, gå ud og tal med Dansk Industri, gå ud og tal med vores tyske partnere, den tyske ambassade, Europa-kommisionen. Alle i vores omverden er jo fuldstændig på linje med det jeg har sagt." - Kilder og referencer til argumentet fra 4:40. Samme argument igen.

9:10 - "... de kilder jeg har i centraladministrationen bekræfter jo fuldstændig det her billede. Jeg har også kilder i Brüssel blandt de folk, som har talt med kommisionen, og blandt de journalister, som har talt med kommisionen, og dem, som har talt med de danske journalister og embedsmænd." - Kilder til påstanden fra tidspunkt 8:50, der vedrører regeringens politik, strategi og taktik. Det er alene hendes kilder i (jeg antager, den danske) centraladministration, der har en marginal relevans, men selv de må antages at have begrænset viden om regeringens strategi og taktik. Udenlandske journalister, embedsmænd et c. er irrelevante i relation til validiteten af et udsagn om Danmarks regerings politik, strategi og taktik.

9:35 - "... det må jo være den konklusion man kan lave på baggrund af det her. Der er sådan set ikke andre konklusioner at nå frem til og man har jo sådan set erkendt det: I det politiske miljø på Christiansborg kommer man med fuldstændig den samme analyse. Dansk Industri kommer med den samme analyse. Alle kommentatorer i alle danske aviser kommer til samme konklusion. Så der er jo altså noget om snakken." - Argumentation til udsagnet fra 9:30 - At andre kommer til samme konklusion gør ikke konklusionen mere valid eller korrekt. De kunne jo alle have lavet præcis de samme intellektuelle, logiske/deduktive fejl eller de kunne have kopieret fra samme kilde.


Ekspertiser:
I løbet af de sidste 8 minutter af indslaget udtaler MW sig flere gange om sine ekspertiser. Det undrede mig at der er et meget lavt sammenfald imellem de udsagn, selv om de nævnte områder er rimeligt konsistente. Grunden til min undren er min egen (lægmand/amatør) viden fra diverse detektiv film og serier, hvor ikke-konsistent fremsættelse af oplevelser og viden tyder på løgn og/eller bedrag. Her er tale om en højt uddannet person, der har arbejdet intensivt med det her område i 15-17 år, hun burde have opbygget en rimelig fast formulering af sine ekspertiser. Husk på at hun bl.a. arbejder med jura, hvor en forskel på et enkelt ord kan være markant i betydningen og fortolkningen af loven/aftalen. Det er med andre ord hendes faglige speciale hun omtaler:

Tidspunkt - "Ekspertise" - Evt. min kommentar.
5:55 - "... 15-16-17 års forskning. Jeg er ekspert i det indre marked. Jeg er ekspert i fri bevægelighed...".

7:10 - "... og jeg studerer diplomatiet. Jeg studerer dansk Europa-politik. Hvordan udfører vi vores Europa-politik. Hvem kontakter vi. Hvornår gør vi det. Hvordan gennemfører man europæiske aftaler nationalt og, hvilke barrierer. Det er særlig det jeg har fokuseret på de senere år. Hvilke barrierer stiller nationalstaterne, medlemslandene op for at for at de europæiske regler skal blive implementeret, gennemført."

8:40 - "... forsker, som studerer europæisk politik og relationerne til Europa, så studerer man jo også de udtalelser og de markeringer, som regeringen kommer med eller ikke kommer med."

10:20 - "Jeg er ekspert i Europa. Jeg er ekspert i europæisk integration."

10:30 - "Danmarks relation til Europa. Det danske diplomati. International politik... Ret og politik i EU og ikke mindst de juridiske rammer for det samarbejde vi er en del af." - Hører måske til ekspertiserne fra 10:20.


Ikke-ekspertiser:

MW nævner også en liste af emner, hvor hun altså eksplicit ikke besidder ekspertviden:

10:25 - "Forvaltning. Dansk (jeg tillader mig at formode at det er underforstået "ikke udenrigs og ikke europa-") politik."


Konklusion:
Til MWs 21 fremsatte udsagn/påstande hører så 4 fremførte argumenter. Og der er ikke et eneste argument, der reelt holder:

- Andenhåndsviden er ikke et reelt argument.

- Det samme gælder udsagn som "Alle de andre siger...".

- Der er 12 udsagn, som jeg rent subjektivt har vurderet, hvor MW ikke har nogen speciel ekspertise.

Hvis man kun tæller udsagnene fra interviewene d. 11 og 12/6-2011, så har MW 6 udsagn (det sjette er det udsagn journalisten citerer/parafraserer", der er kun 1 udsagn i kategorien "Har har MW en ekspertise", de øvrige 5 falder i kategorien "Ingen ekspertise".

Jeg ser det her ca. 10 minutters interview som ren mikrofonholderi fra DRs side. De kunne nemt have udfordret MW:
- Der er kun klip af gamle (og dermed kendte) udsagn fra sine debatmodparter. Evt. fremført af intervieweren.
- Ingen af MWs fremførte argumenter mødes af et modargument. Intervieweren går bare videre i listen af spørgsmål.
- DR kunne have inviteret en af de andre parter i debatten ind i studiet, så man kunne få friske argumenter.
- Hvilke aftaler er det, der strider imod grænsekontrolaftalen?
- Hvilket niveau er dine kilder/kontakter på?
- Hvorfor angiver du udenlandske kilder til et udsagn om den danske regerings politiske overbevisning?
- MW modsiger sig selv direkte med udsagnet om ikke-ekspertise i dansk politik og alle hendes udsagn om regeringen og DFs strategiske samt taktiske overvejelser.

Og det rent ud tragiske er at MWs ideer og argumenter netop ikke bliver udfordret nok på de faglige argumenter, for det ville tvinge MW til at formulere vurdere og evt. revidere dem.


Bonus runden:
Ralf Hemmingsens påstand fra tidspunkt 2:55 - "Det sker jo jævnligt at politikere angriber eksperter. Det gælder alle partier i Folketinget og jeg synes man skulle tænke sig godt om fordi, der er ingen, der ønsker, tror jeg, et samfund, hvor der skal lægges låg på, hvad eksperter må sige, også når de bliver spurgt og presset lidt i et kort nyhedsindslag." - Manden er jo helt vanvittig! MW får her et interview på ca. 10 minutter, hvor hun stort set kun bliver modsagt/udfordret af båndede og gamle udsagn fra div. politikere. Klippet fra det oprindelige DR2 interview er på ca. 1 minut, og jeg formoder at det er blevet klippet til, så det passede ind her.

Alternativt link: Deadline fra d. 14/6-2011 på DR Nu. I fald DR forsøger at få slettet den YouTube video jeg har angivet som kilde. På DR Nu skal mine angivne tidspunkter forskydes med ca. +12 sekunder.