I 2006 faldt der dom om eksklusivaftaler og det blev fastslået at det er en menneskeret frit at kunne vælge fagforening. At tvinge personer ind i bestemte fagforeninger er altså i strid med
menneskerettighederne. I Danmark har vi endnu ikke taget konsekvensen af denne dom.
En fagforening, der med blokader kæmper for at udelukke andre fagforeninger og fastholde sit monopol, handler altså i strid med menneskerettighederne.
Problemet er nemlig, at magtfulde fagforeninger benytter blokaderetten under dække af at varetage arbejdernes interesser, mens de nok snarere varetager deres egne.
Derfor bliver politikerne nødt til at drage konsekvenserne af dommen fra menneskerettighedsdomstolen om forbuddet mod eksklusivaftaler.
Anvendelse af en blokaderet, der sikrer et monopol og umuliggør konkurrence, kan ikke være forenelig med denne dom.
Samtidig har fagforeningerne en legitim interesse i at bekæmpe forringelser for deres medlemmer. Spørgsmålet er derfor, hvornår de rent faktisk kæmper for deres medlemmers interesser og hvornår de blot kæmper for deres egne.
Hvis en konkurrerende fagforening indgår en overenskomst, som indeholder en fleksibilitet, men også visse forringelser, hvornår er det så alene en sag mellem arbejdsgiver, de ansatte og fagforeningen? Hvornår bliver det også en legitim sag for andre fagforbund og måske andre arbejdsgivere?
Det mest liberale svar er, at det aldrig bliver en sag for andre fagforbund. Hvis friheden og respekten for menneskerettighederne skal tilgodeses, er sagen afsluttet når en arbejdsgiver, de ansatte og en fagforening i enighed når frem til en overenskomst. Hvis andre med magt blander sig i dette, krænker de menneskerettighederne og søger blot at hverve medlemmer med
magt.
Men det liberale hensyn må afvejes mod hensynet til et roligt, stabilt, fleksibelt og velfungerende arbejdsmarked. En ny overenskomst med væsentlige forringelser vil måske stadig være attraktiv for østeuropæiske arbejdere og vil fungere som konkurrencefordel for den arbejdsgiver, der har
held til at tegne en sådan overenskomst. Derfor vil det øvrige arbejdsmarked stå sammen om at bekæmpe en sådan overenskomst, dvs. både arbejdsgivere og arbejdstagere.
Den mest afbalancerede løsning må derfor være at finde en model, der på den ene side giver mulighed for en reel konkurrence mellem fagforbund og et frit valg af fagforening. På den anden side må blokaderetten reserveres til de tilfælde, hvor en ny overenskomst indeholder væsentlige
forringelser og giver væsentlig konkurrencefordel for en arbejdsgiver.
Det kunne derfor være en arbejdsretslig sag, dvs. en faglig voldgift, at afgøre om en ny overenskomst skal accepteres som udtryk for fri konkurrence eller ej. Hvis den faglige voldgift underkender den nye overenskomst, kan blokaderetten anvendes legitimt.
På den måde løser arbejdsmarkedets parter selv konflikterne, men blokaderetten suspenderes indtil en voldgift har talt.
