Mette Bock: Dansk politik står i stampe

Danske politikere er i foruroligende grad optagede af symbollovgivning og enkeltsager

Forlaget Munch & Lorenzen,

04/02/2013

Danske politikere er i foruroligende grad optagede af symbollovgivning og enkeltsager. De store linjer om Danmarks fremtid glemmes helt og aldeles til fordel for ren populisme. Sådan skriver Mette Bock i kronik til tidsskriftet Replique:

Ja, vi har en finansiel udfordring af dimensioner, når vi ser frem mod de kommende år. Men vi har også en moralsk udfordring, og vi må spørge os selv og hinanden om, hvad vi selv kan gøre for at bidrage til samfundsudviklingen, hvilket ansvar vi selv må påtage os – og hvilke opgaver, som vi sådan set godt kan klare selv.

På mange måder har det været en voldsom oplevelse at komme i Folketinget. Jeg er ret rystet over, hvor megen tid der går med at diskutere skolefrugtordninger, konkrete bankgebyrer, flagregler, regler for affyring af fyrværkeri og en endeløs række af andre forhold, som jeg synes staten og Folketinget helt og aldeles skal blande sig udenom.

Vi kratter i overfladen, og lader de store udfordringer sejle.

Der er dermed behov for helt andre visioner for fremtidens samfund. Mod til reformer til sikring af økonomien og dansk kultur. Og først og fremmest behov for en liberal tilgang til det at drive politik, der handler om at minimere politikeres indflydelse på den enkeltes tilværelse.