Ny måling: Danskerne vil langt hellere have Frederiksen end Ellemann som statsminister

Markant flere danskere foretrækker Mette Frederiksen (S) som statsminister end Jakob Ellemann-Jensen (V) eller andre kandidater, viser en ny måling...

Claes Kirkeby Theilgaard,

18/11/2019

Markant flere danskere foretrækker Mette Frederiksen (S) som statsminister end Jakob Ellemann-Jensen (V) eller andre kandidater, viser en ny måling foretaget af Norstat for Altinget og Jyllands-Posten.

Den nuværende socialdemokratiske statsminister er den foretrukne statsministerkandidat blandt 38% af danskerne, mens Jakob Ellemann-Jensen kun er favorit blandt 25% af befolkningen.

Samtidig er der 20%, der foretrækker en helt anden statsministerkandidat end de to kandidater fra de traditionelle magtpartier Socialdemokratiet og Venstre. 18% svarer ”Ved ikke” i målingen.

Det er ifølge politisk kommentator Erik Holstein ikke ualmindeligt, at en så stor del af de adspurgte i målingen – 20% – ville vælge en anden kandidat.

”Under Thornings regeringstid var der tidspunkter, hvor hende og Løkke samlet fik under 50 procent af stemmerne i lignende undersøgelser”, siger han til Altinget.

I målingen er der også skelnet mellem vælgergrupper, og man kan således se, hvem de enkelte partiers vælgere foretrækker som statsminister.

Her tegner sig et billede af en Mette Frederiksen, der står endog meget stærkt blandt vælgere fra eget parti. 91% af Socialdemokratiets vælgere foretrækker Frederiksen som statsminister.

Mindre flot ser det ud for Jakob Ellemann-Jensen, der er den foretrukne statsminister blandt 70% af vælgerne fra hans eget parti Venstre.

Erik Holstein understreger, at Frederiksen og Ellemann står lige i partiledermålinger, men at statsministermålingen her viser, at der endnu er noget vej igen, før han kan konkurrere på lige fod med sin socialdemokratiske modpart om nøglerne til Statsministeriet.

”Ikke engang tallene blandt Venstres egne vælgere er imponerende for Jakob Ellemann-Jensen. Men det har han god tid til at rette op på”, siger Holstein til Altinget.

”Ellemann skal slå sit statsministerpotentiale fast, samtidig med han holder fast i kvaliteterne som den charmerende gavflab, der var en effektiv politisk ordfører”, konkluderer han.

Kilde: