Jeg hæfter mig ved, at Ole Birk Olesen ønsker fuldstændig ligestilling mellem kønnene og dermed ingen diskriminerende særordninger af nogen art og til fordel for hverken mænd eller kvinder.
Ergo er manden fornuftig. Det er nemlig komplet meningsløst at lade køn være en kvalifikation i nogen som helst henseende. At tvinge virksomheder til at sammensætte bestyrelser efter kønskriterier er derimod at postulere kønnet som kvalifikation. At give ekstra statsstøtte til universiteter fordi de ansætter kvinder er i samme bås.
Nu skal man jo møde folk der, hvor de er. Det betyder, at de, der ønsker kønsdiskrimination – lad os kalde dem kønsfundamentalister - kan angribes med argumenter, som jeg i realiteten ikke selv ville anse for gyldige, men som de selv bliver nødt til at anerkende. Jeg forklarer nærmere:
Kønsfundamentalisterne vil argumentere for, at der skal flere kvinder i virksomhedernes bestyrelser med påstande om, at de er lige så gode som mændene og det derfor er urimeligt, at de ikke i højere grad er repræsenteret. Det kan imidlertid eftervises med simpelt statistik, at kvinder i langt højere grad end mænd går ned med stress. At de langt hyppigere går til læge, at de har flere sygedage osv. osv.
Sådanne argumenter anser jeg selv for tåbelige. Men hvis man er kønsfundamentalist kan man ikke ignorere dem. Så rammer de og kan bruges til at begrunde at kvinder ikke skal have ligeløn, at de ikke skal sidde i bestyrelser osv. Når man først er slået ind på det skråplan, at kønnet skulle være en kvalifikation, bliver kønsstatistikken et rent damoklessværd.
Jeg gætter på at Ole Birk Olsen først og fremmest anser et menneske for at være et individ før det er kønsbestemt og at det er individet, der er interessant – at køn ikke er nogen kvalifikation. Dermed er hans kvindesyn i realiteten hævet over højt kønsfundamentalisternes.
