Østergaard i landsmødetale: Næste finanslov skal være den grønneste nogensinde

Radikale Venstre afholdt landsmøde i den politiske superweekend, hvor også Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet samlede medlemmerne for at definer...

Claes Theilgaard,

16/09/2019

Radikale Venstre afholdt landsmøde i den politiske superweekend, hvor også Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet samlede medlemmerne for at definere den kommende tids politik. Partileder Morten Østergaard brugte sin landsmødetale på at stille et krav til den kommende finanslov. Spørger man Østergaard, er det altafgørende at levere "danmarkshistoriens grønneste finanslov" ovenpå "danmarkshistoriens første klimavalg".

Fra Altinget:

"Der er kun én ting for os at gøre. Det er at tage det håb, der er skabt, og omsætte det til politisk handling nu." 

Sådan faldt ordene, da Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard, lørdag talte til de godt 700 deltagere på partiets landsmøde i Nyborg.  

Østergaard indledte talen ved at nævne partiets flotte resultater ved både europaparlaments- og folketingsvalget og fulgte derefter hurtigt op med at love at kvittere med markante resultater. 

"Undskyldningernes tid er forbi. Vi er i en tid nu, hvor vi må levere resultater på det håb, som er skabt," sagde han. 

Det vil Morten Østergaard blandt andet gøre ved at levere konkrete resultater i forhold til klima- og miljøbelastningen, inden den nuværende valgperiode udløber i 2023.  

"Om fire år skal der være mindre CO2-udledning fra landbruget og transporten. Ikke noget, vi har vedtaget at gøre i en fjern fremtid. Nej, vi skal se, at CO2-udledningen er faldet, at vi beskytter vores grundvand bedre, at vores luft er blevet renere, og at natur og skov fylder mere på dansk areal," sagde han. 

Og allerede dette efterår kræver han en historisk grøn finanslovsaftale.  

"Vores arbejde er ikke gjort, før de resultater er i mål. For os betyder grøn nu. Efter danmarkshistoriens første klimavalg, skal vi have danmarkshistoriens grønneste finanslov," sagde han.