Østergaard vil blokere for S-regering uden ny økonomisk kurs

Morten Østergaard skærper få dage før valget tonen overfor Socialdemokraternes økonomiske politik

Ikke angivet Ikke angivet,

03/06/2019

Morten Østergaard skærper få dage før valget tonen overfor Socialdemokraternes økonomiske politik.

Den plan, Mette Frederiksen (S) har lagt frem mod 2025, leverer nemlig ikke flere, men færre hænder på arbejdsmarkedet. Dermed lever planen ikke op til de krav, De Radikale allerede i efteråret stillede for at støtte en ny regering.

Og derfor skærer Morten Østergaard nu ud i pap, at hvis ikke Socialdemokratiet kan levere en aftale, som øger beskæftigelsen og skaffer flere penge i det økonomiske råderum, vil han ikke alene holde sig fra at støtte Mette Frederiksen. Han vil også blokere hendes vej til statsministerposten i en dronningerunde. 

"Hvis man vil kombinere lavere pensionsalder til udvalgte grupper og nej til mere udenlandsk arbejdskraft med at støtte et paradigmeskift, som vil sende arbejdende flygtninge ud af landet, så ender man jo med at gøre et stort problem større, frem for at finde en løsning," siger han og kalder det "bekymrende historieskrivning", at S går efter at indtage Statsministeriet med "ambitionen om at svække beskæftigelsen".