Partiet Fremad står til 0,1% af stemmerne i ny meningsmåling

Det nystiftede parti Fremad har fået meget omtale siden stiftelsen for små to uger siden

Claes Kirkeby Theilgaard,

18/11/2019

Det nystiftede parti Fremad har fået meget omtale siden stiftelsen for små to uger siden. De to partistiftere og LA-afhoppere Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund har været hele turen rundt i mediemanegen og forsøgt at skrabe støtte sammen - men lige lidt ser det ud til at hjælpe.

I en ny meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzau står Fremad nemlig til kun 0,1% af stemmerne. Målingen er foretaget i perioden fra den 11. til 17. november, og et repræsentativt panel bestående af 1033 medvirkende har deltaget.

Med 0,1% af stemmerne er partiet Fremad virkeligt nede og skrabe bunden, og der er lang vej til spærregrænsen og de 2% af stemmerne, som det kræver for at komme ind i Folketinget. I øjeblikket er partiet heller ikke opstillingsberettiget, men man er i gang med at indsamle de nødvendige lidt over 20.000 underskrifter det kræver at stille op til næste folketingsvalg.

Desuden får Simon Emil i samme måling personligt smæk for manglende troværdighed. Hele 64% af de adspurgte erklærer sig nemlig helt eller delvist enige i, at ”det skader Simon Emil Ammitzbøll-Billes personlige troværdighed som politiker, at han har været medlem af fire partier”.

En smule trøst er der dog at hente for den tidligere LA-profil, da hans nu tidligere partifæller hos Liberal Alliance heller ikke klarer sig godt i Voxmeter-målingen.

LA ligger faktisk også under spærregrænsen, selvom de med 1,8% af stemmerne stadig er markant større end udbryderpartiet Fremad.

Der er dog en statistisk usikkerhed for alle tre partier, så man ikke kan fastslå med sikkerhed, om partierne reelt ligger under eller over spærregrænsen.

Kilde: