Radikale Venstre stormer frem i ghettoerne

Onsdagens folketingsvalg bød på jubel og store smil fra Radikale Venstre

Claes Theilgaard,

09/06/2019

Onsdagens folketingsvalg bød på jubel og store smil fra Radikale Venstre. Partiet løb med 8,6 procent af stemmerne på landsplan og fordoblede dermed sine mandater. Overalt i Danmark blev der sat kryds ved partiet med Morten Østergaard i front. Men især i landets ghettoområder har de radikale overtaget stemmeboksene.

I boligområdet Gellerup i det vestlige Aarhus stemte 34,2 procent af vælgerne på partiet. Det er en fremgang på 29 procentpoint siden valget i 2015 og gjorde de radikale til det største parti på valgstedet.


Tirsdag - dagen før valget - var Morten Østergaard på besøg i Vollsmose på Fyn. Et besøg, der bød på både samtaler med beboere, uddeling af valgløbesedler og en hurtig basketballkamp med bydelens unge.

Også her stormede partiet frem ved valget og løb med 33,6 procent af stemmerne, hvilket ligeledes er en fremgang på 29 procentpoint sammenlignet med valget i 2015.