Regeringen indfører grænsekontrol til Sverige

I går meldte regeringen ud, at man ville indføre øget overvågning som del af en ny ”sikkerhedspakke”, der skal sigte efter at genskabe trygheden i ...

Claes Theilgaard,

10/10/2019

I går meldte regeringen ud, at man ville indføre øget overvågning som del af en ny ”sikkerhedspakke”, der skal sigte efter at genskabe trygheden i Danmark ovenpå eksplosioner i Københavnsområdet og eskalerende bandekriminalitet. I dag melder justitsminister Nick Hækkerup (S) så ud, at man som del af ”sikkerhedspakken” også vil indføre midlertidig grænsekontrol til Sverige. Grænsekontrollen vil blive indført fra november og vil ikke være permanent, men vil bestå af ugentlige stikprøver.

Til et pressemøde i Politigården i København i dag fortalte justitsministeren om regeringens nye initiativer til kriminalitetsbekæmpelse. Ved sin side havde han Københavns Politis politidirektør Anne Tønnes, og undervejs til pressemødet forklarede Nick Hækkerup, at regeringen vil indføre grænsekontrol til Sverige.

Grænsekontrollen skal bestå af periodiske kontroller målrettet togtrafikken og vejtrafikken over Øresundsbroen samt færgetrafikken i havnene i Helsingør, Frederikshavn, Grenå og Rønne. Fra den 12. november i år vil grænsekontrollen blive iværksat, og foreløbigt vil den forløbe sig over 6 måneder.

Desuden har regeringen i forbindelse med indførelse af grænsekontrollen mod Sverige valgt at forlænge den grænsekontrollen mod Tyskland i 6 måneder, ligeledes fra den 12. november.

I en tilhørende pressemeddelelsefra Justitsministeriet udtaler Hækkerup sig om årsagen til grænsekontrollen.

”Eksplosionen ved Skattestyrelsen og dobbeltdrabet i Herlev er eksempler på den alvorlige kriminalitet, der kan flyde over grænsen fra Sverige. Det vil vi ikke acceptere. For at imødegå truslen fra alvorlig grænseoverskridende kriminalitet styrker vi nu beskyttelsen af grænsen mod Sverige ved at indføre midlertidig grænsekontrol og styrke politiindsatsen i grænseområderne mod Sverige. For regeringen har det været afgørende, at vi sætter ind på en smart og effektiv måde. Det betyder, at fokus er på de organiserede kriminelle og ikke de mange almindelige borgere, der hver dag krydser grænsen”, udtaler justitsminister Nick Hækkerup i pressemeddelelsen.

I pressemeddelelsen skriver Justitsministeriet desuden, at det er Rigspolitiets vurdering, at en midlertidig grænsekontrol mod Sverige vil kunne udgøre et værn mod både udlændinge, der ikke opfylder betingelserne for indrejse samt udlændinge, der kan have til hensigt at begå terror eller alvorlig organiseret kriminalitet i Danmark.

Kilde: