Rødt flertal for ny finansskat på bankerne

Radikale har skiftet kurs og støtter nu ny finansskat på bankers handel med aktier

Ikke angivet Ikke angivet,

24/05/2019

Radikale har skiftet kurs og støtter nu ny finansskat på bankers handel med aktier.

Skal banker og pensionsselskaber betale en særlig afgift på 0,1 pct. til statskassen, når de handler med aktier og obligationer?

Ja, lyder det nu fra en samlet rød blok, der står til at få flertal ved folketingsvalget.

Dermed kan Danmark være på vej ind i det såkaldte forstærkede samarbejde mellem i alt ti EU-lande med Tyskland og Frankrig i spidsen, der lige nu arbejder på at finde en holdbar model for en transaktionsskat bedre kendt som finansskat.

Både Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Alternativet går åbent ind for skatten, men det nye er, at De Radikale nu har skiftet kurs og ikke længere kræver en global model for finansskatten. Nu kan det være tilstrækkeligt, hvis EU-landene bliver enige om en model. Og det kan også være tilstrækkeligt, hvis de ti lande - og 11 med Danmark - finder en model, der er robust nok. Dermed er finansskatten direkte på vej ind i et eventuelt rødt regeringsgrundlag, hvis Mette Frederiksen (S) vinder folketingsvalget.

"Nu er vi klar til at se på det, hvis det kan komme på et europæisk niveau. Vi har rykket os fra, at det skulle være internationalt, til at vi også er med på en europæisk løsning, hvis den kan skabes," siger Martin Lidegaard, finansordfører i De Radikale.