I kølvandet på Det Konservative Folkepartis krise har der både i og uden for partiet fulgt en livlig debat: Er der overhovedet en fremtid for konservatismen, og hvordan ser den i så fald ud? Mens nogle har set løsningen i en klassisk kulturkonservatisme, har andre fremhævet en stærkt liberal udgave af konservatismen som løsningen. Blandt de sidste findes Rune Kristensen, tidl. KU-formand og nu folketingskandidat, der i denne kronik giver sine bud på en genrejsning af det konservative projekt; svækket offentlig sektor, flad skat og afskaffelse af folkekirke og kulturstøtte står på programmet.
“Nogle politikere i Danmark har en opfattelse af integrationen som noget, skal gøre indvandrere til ‘ægte danske’. Man fremsætter krav om, at de skal kende til alverdens i denne sammenhæng ligegyldige spørgsmål i en danskhedstest. Men man kan sagtens være dansk uden at kunne kongerækken. Den er der ufatteligt mange ‘ægte danskere’, der heller ikke kan. Om man spiser flæskesteg eller halalkød er ikke det afgørende. Man kan godt blive dansk statsborger og holde ramadan. Det handler om at overholde loven og om at bidrage til samfundet.”
Denne definition af det minimale fællesskab som et rent juridisk fællesskab - lighed for loven - følges op af den tilsvarende minimale statslige regulering af økonomien:
“Vi mener, at socialpolitikken skal rettes mod de virkeligt svage, som ikke har mulighed for at opretholde en tålelig levestandard. Derimod bør den store middelklasse, som i dag modtager offentlige ydelser såsom børnecheck, orlovs- og boligydelser, i langt højere grad tage ansvar for deres eget liv.”
Kun ved på den måde at indgå et nært slægtsskab med liberalismen samt opgive forsvaret for nationalstaten kan konservatismen ifølge Rune Kristensen håndtere globaliseringen og de udfordringer, den bringer med sig. Men for den klassisk konservative står spørgsmålet tilbage, om denne form for konservatisme overhovedet har en selvstændig berettigelse, eller blot er en underdeling af liberalismen?
