Så er kampen for underskrifter gået ind

Dansk Samling har fået omlagt sin hjemmeside, og fra nu af og frem til målet handler det om én ting: Indsamling af godt 20

Ikke angivet Ikke angivet,

31/01/2016

Dansk Samling har fået omlagt sin hjemmeside, og fra nu af og frem til målet handler det om én ting: Indsamling af godt 20.000 underskrifter.

Indenrigsministeriet blev omsider klar med de digitale underskrifter, ikke helt som lovet den 12. januar, men systemet virker nu, og derfor træder Dansk Samling ind i en ny fase.

Det har taget os lidt tid, men hellere vente nogle dage ekstra og så få et overmåde godt resultat. Det kan man forvisse sig om her på Dansk Samlings helt omlagte hjemmeside. Ved det næste folketingsvalg vil der være mindst ti partier på stemmesedlen, nemlig de ni, der allerede er inde og så Dansk Samling. Indenrigsministeriet skal have ros for at have konstrueret systemet så enkelt som tænkeligt muligt.

På Dansk Samlings hjemmeside indtaster man sin mailadresse og sender den helt enkelt til os. Vi samler flere gange om ugen mailadresser ind og sender dem til ministeriet. Ministeriet har mailadresserne liggende i præcis syv dage, hvorefter de sendes til de enkelte adresser. Ved hjælp af NEM-ID bekræfter man elektronisk ved at sende til ministeriet, og hermed er vælgererklæringen godkendt. Ministeriet holder nøjagtigt øje med, hvor mange godkendte underskrifter det enkelte parti ligger inde med, således også med Dansk Samlings antal underskrifter.

I løbet af næste uge vil man en række steder på nettet kunne se reklamer for Dansk Samling med opfordring til at skrive under på, at Dansk Samling kan stille op til det næste valg til Folketinget. Det er hensigten at nå ud til hundredetusinder af mennesker på nettet, hvoraf en meget stor del gennem målrettede kampagner kan tænkes at ville underskrive en elektronisk vælgererklæring for Dansk Samling.

Således er målet lige nu og her og i den nærmest kommende fremtid: Dansk Samling skal så hurtigt som muligt have samlet de nødvendige godt 20.000 underskrifter til opstilling til folketingsvalg. Derefter træder vi ind i en helt ny fase, hvor vi vil få langt mere opmærksomhed i medierne.

Indtil da skal der lyde en opfordring til at underskrive for Dansk Samling. Danmark har brug for Dansk Samling. Dansk Samling har brug for dig.