Skal vi få givet skatten en gang “køns-mainstreaming”?

At skattereformen burde have været ligestillingsvurderet bakkes nu altså op af kønsforskere og den samlede opposition

Jesper Ørsted,

09/02/2011

At skattereformen burde have været ligestillingsvurderet bakkes nu altså op af kønsforskere og den samlede opposition. Hvorfor? Jo, fordi mænd jo tjener mere end kvinder gør – gennemsnitligt – i dagens Danmark. Dermed får skattereformen også – gennemsnitligt – forskellige konsekvenser for kvinder og mænd. ”Mainstreamnetværket af 2005” angiver selv, at reformen ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd betyder en gennemsnitlig skattelettelse for mænd på 4.500 kroner – og for kvinder på 2.400 kroner.

Det gode spørgsmål er naturligvis, hvad konsekvenserne af en ligestillingsvurdering efterfølgende bør være? Det undlader såvel kønsforskerne, oppositionen som ”Mainstreamnetværket af 2005” behændigt at svare alt for konkret på. Måske fordi konsekvenserne er uoverskuelige. Jeg mener – hvis der uanset hvad skal ”køns-mainstreames” overalt i lovgivningsarbejdet, og det skal give mening, så må det jo have en følge. I modsat fald er det blot tidsfordriv.